Klage over Kérastases samarbejdsaftale 2002

Journal nr.3/1120-0100-0588/Service/psoe

Rådsmødet den 29. januar 2003

Konkurrencestyrelsen har modtaget en klage over Kérastases samarbejdsaftale 2002. Styrelsen har vurderet, at aftalen ikke er i strid med konkurrencelovens §§ 6 og 11.

Samarbejdsaftalen er en vertikal aftale, som hvad angår konkurrencelovens § 6 skal vurderes i relation til gruppefritagelsen for vertikale aftaler mv. Ifølge gruppefritagelsen er vertikale aftaler, hvor leverandøren har en markedsandel på under 30 pct. på det relevante marked, fritaget fra forbudet i konkurrencelovens § 6. Dette gælder dog kun, såfremt leverandøren ikke stiller krav om fx udsalgspris (bindende videresalgspriser), området hvorpå varen/tjenesteydelsen afsættes eller hvem varen/tjenesteydelsen sælges til.

Styrelsen har fundet, at det relevante marked må defineres som markedet for frisørprodukter solgt til frisørsaloner i Danmark. Kérastases markedsandel udgør en del af L´Oréals samlede markedsandel, og den samlede markedsandel for L´Oréals produkter er mindre end 30 pct.

Styrelsen har meddelt klager, at Kérastases samarbejdsaftale ikke er i strid med gruppefritagelsen for vertikale aftaler og dermed er fritaget fra forbudet i konkurrencelovens § 6.

Med en markedsandel mindre end 30 pct. er L´Oréal ikke dominerende på markedet og der er dermed ikke grundlag for at bringe konkurrencelovens § 11 i anvendelse.