Journal nr.3:1120-0204-64/jac/Industri
1. Dansk Skovforening udarbejder for foreningens medlemmer et konjunkturbarometer hver måned, der angiver foreningens forventninger til, hvorvidt udviklingen i udbud, efterspørgsel og priser for 11 kvaliteter af råtræ vil være stærkt stigende, stigende, uændret, faldende eller stærkt faldende på 3 måneders sigt. Barometret udarbejdes på baggrund af en månedlig spørgeskemaundersøgelse hos 13 ledende medlemmer af Dansk Skovforening.
2. Dansk Skovforening udarbejder endvidere hver måned en meget detaljeret prisstatistik på grundlag af indberettede salg fra de enkelte medlemmer. Denne prisstatistik er ikke i strid med konkurrencelovens § 6, idet der er tale om priser, der rent faktisk er handlet til og som ved offentliggørelsen er 4-8 uger gamle. Det er ligeledes ikke muligt at identificere enkelthandler eller enkeltvirksomheder.
3. Konjunkturbarometret sammenholdt med prisstatistikken vil kunne tjene som prisvejledning for foreningens medlemmer om salgspriser for deres råtræ.
4. Rådet tager til efterretning, at Dansk Skovforening vil ændre konjunkturbarometret, således at kolonnen om forventninger til prisudviklingen udgår, antallet af trægrupper reduceres fra 11 til 8 og konjunkturbarometret bliver offentligt tilgængeligt på foreningens hjemmeside.
5. Rådet har endvidere taget til efterretning, at Dansk Skovforening desuden vil arbejde for at udvide spørgekredsen til konjunkturbarometret ved at indbyde yderligere 10-15 skovbrugsfaglige personer til at deltage, og endeligt vil efterspørgselssiden blive opfordret til at deltage.
6. Rådet finder, at konjunkturbarometret herefter ikke vil være omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.
7. Styrelsen har ved forhandlinger med Dansk Skovforening søgt dataindsamlingsmetoden ændret, så efterspørgselssidens forventninger også inddrages i konjunkturbarometret, og således, at det bedst muligt sikres, at konjunkturbarometrets informationer - sammenholdt med prisstatistikken - ikke kan anvendes som redskab til uniformering af priserne på råtræ. Endelig bør konjunkturbarometret offentliggøres og ikke være forbeholdt foreningens medlemmer. Dette har resulteret i følgende forslag om ændringer fra foreningens side:
8. Dansk Skovforening vil arbejde for at supplere de hidtidige 13 bidragydende medlemmer ved at indbyde 10-15 skovbrugsfaglige personer/institutioner til at deltage i den spørgeskemaundersøgelse, der ligger til grund for konjunkturbarometret. Foreningen vil endvidere rette henvendelse til Danske Træindustrier for at opfordre branchen som helhed til at bidrage til konjunkturbarometret.
9. Dansk Skovforening har foreslået at ophøre med spørgsmål om forventninger til udviklingen i priserne på de enkelte trægrupper i spørgeskemaundersøgelsen, så konjunkturbarometret herefter alene omfatter forventningerne til udviklingen i udbud og efterspørgsel.
10. Dansk Skovforening har desuden telefonisk meddelt, at man er villig til at reducere antallet af trægrupper i konjunkturbarometret fra 11 til 8, men finder ikke, at det er muligt at reducere antallet af trægrupper yderligere, idet der er tale om separate markeder.
11. Dansk Skovforening har endeligt foreslået, at konjunkturbarometret bliver offentligt tilgængeligt på foreningens hjemmeside.
12. Dansk Skovforenings forslag indebærer kun en reduktion af antallet af trægrupper omfattet af konjunkturbarometeret fra 11 til 8. Til gengæld indebærer foreningens forslag om ophør med at indhente og offentliggøre forventninger til udviklingen i priserne i hver enkelt trægruppe, at en væsentlig del af betænkelighederne ved barometrets prisuniformerende virkning bortfalder. Forslaget indebærer, at den enkelte skovejer selv skal omsætte barometrets relativt grove skøn over forventningerne til udviklingen i udbuds- og efterspørgselsforholdene til et skøn over prisudviklingen i forhold til den senest offentliggjorte prisstatistik. Forslagene indebærer, at mulighederne for at se de "forventede priser" for de enkelte trægrupper ved at sammenholde konjunkturbarometeret og prisstatistikken formindskes væsentligt.
13. Dansk Skovforenings forslag om, at konjunkturbarometeret bliver offentligt tilgængeligt på foreningens hjemmeside, indebærer en imødekommelse af rådet. Foreningen vil endvidere arbejde for at udvide kredsen af deltagere i den spørgeskemaundersøgelse, der ligger til grund for konjunkturbarometret, og herunder også inddrage efterspørgselssiden.
14. Samlet vil Dansk Skovforenings forslag løse de konkurrenceretlige problemer og vil derfor kunne tages til efterretning.