Journal nr.3:1120-0204-75/Service/ca
På baggrund af oplysninger i en artikel i Berlingske Tidende den 28. februar 2002 har styrelsen vurderet Camping Branchens vedtægter. Styrelsen har over for organisationen påpeget, at en bestemmelse i vedtægternes § 7a om udstillinger og deltagelse heri var problematisk i forhold til konkurrenceloven. Bestemmelsen begrænser forhandlerens deltagelse uden for hans egen region.
Brancheorganisationen har herefter oplyst, at bestemmelsen vil blive slettet i vedtægterne ved den kommende ordinære generalforsamling, som forventes afholdt den 5. november 2002. Samtidig oplyser foreningen, at bestemmelsen ikke vil blive håndhævet frem til ophævelsen, og at den i øvrigt ikke har været håndhævet i de senere år.
Styrelsen vil fortsat følge konkurrenceforholdene i branchen for at sikre, at der bliver tale om reel konkurrence.