Almindelige betingelser for finansielle leasingaftaler (ABL)

Journal nr.3:1120-0388-1/ke/Fødevarer og Finans

Rådsmødet den 31. oktober 2001

Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 9 meddelt Danske Finansieringsselskabers Forening, at ABL, efter de forhold som Konkurrencestyrelsen har kendskab til, ikke indeholder bestemmelser, der er omfattet af lovens § 6, stk. 1.

ABL 95 er en samling af standardvilkår vedtaget af Danske Finansieringsselskabers Forening, som regulerer forholdet mellem leasinggiver og leasingtager i aftaler om finansiel leasing af løsøre. Ifølge anmeldelsen er bestemmelserne i vid udstrækning udtryk for, hvad der ville være gældende i medfør af deklaratoriske retsregler.

Foreningen anbefaler sine medlemmer at bruge ABL 95, men anvendelsen af regelsættet er frivilligt for medlemmerne.

Ved afgørelsen har styrelsen lagt til grund, at en bestemmelserne i ABL, ikke indeholder bestemte krav om afdrag, ydelser og gebyrer etc. I sin vurdering af bestemmelserne, har styrelsen lagt vægt på, at ABL 95 alene er vejledende, og at en af foreningen foretaget og forelagt undersøgelse blandt medlemmerne viser, at betingelserne kun anvendes fuldt ud af 7 ud af 26 medlemmer, og at 8 anvender dem delvist.