Klage over gebyr for indbetaling på girokort

Journal nr. 2:801-357/fødevarer og finans/ke

Rådsmødet den 31. januar 2001

Klage over gebyr for indbetaling på girokort

Styrelsen har afvist at gribe ind i over for BG Banks gebyr for indbetaling ved hjælp af girokort, der ikke er fortrykt. Klager fandt det konkurrenceforvridende, at sådanne betalinger kun kunne ske i en BG Bank eller på et postkontor til en pris af 8 kr., medens betaling ved hjælp af kreditors fortrykte girokort kan ske gennem eget pengeinstitut til en pris af 4 kr.

Styrelsen har henvist til, at der findes en række andre betalingsformer, som klager kunne anvende i stedet, fx homebankingprodukter, checks eller direkte betaling til kreditors pengeinstitut. På den baggrund kunne det særligt høje gebyr, som klager blev opkrævet i BG Bank/på posthuset, ikke føre til, at der konkurrenceretligt var grund til indgreb.