Konkurrencestyrelsen har godkendt Danicas køb af BG Pension

Journal nr. 3:1120-0401-8/fødevarer-finans/ld

Rådsmødet den 30. maj 2001

Konkurrencestyrelsen har meddelt Danica, som er datterselskab i Danske Bank-koncernen, at Aftale om aktieoverdragelse af 16. februar 2001 mellem Danica og Topdanmark om køb af alle aktier i BG Pension godkendes, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 1. Aktieoverdragelsen udgør en fusion i konkurrencelovens forstand, jf. lovens § 12 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 12, stk. 1, nr. 1.

Konkurrencerådet og Konkurrencestyrelsen blev i forbindelse med fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark i oktober 2000 bekendt med, at Danske Bank havde til hensigt at købe BG Pension af Topdanmark, og inddrog dette i sin vurdering af fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark. I den forbindelse vurderede rådet, at der ikke med fusionen blev skabt en dominerende stilling på markedet for livs- og pensionsforsikring.

Allerede inden købet af BG Pension var Danica den største, men ikke dominerende aktør på markedet for livsforsikring, og overtagelsen af BG Pension ændrer ikke væsentligt herved. Danicas markedsandel er med købet blevet forøget fra 19,4 % til 21,8 %, hvilket ikke i sig selv er nok til, at der derved bliver skabt en dominerende stilling, som bevirker, at konkurrencen på markedet for livs- og pensionsforsikring hæmmes betydeligt, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 2.