Journal nr. 3:1120-0388- 160 /fødevarer-finans/bjs
Konkurrencestyrelsen har meddelt PBS Holding A/S, at 4 standardaftaler vedrørende TeleSeC ikke, efter de forhold styrelsen har kendskab til, indeholder bestemmelser, der falder ind under forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at der derfor kan meddeles en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.
TeleSeC er et elektronisk sikkerhedssystem, som ved anvendelse af certifikater, digitale signaturer og kryptering sikrer elektroniske informationer og identificerer brugere i åbent netværk. TeleSeC anvendes i dag i pengeinstitutters office- og homebaking-systemer til elektronisk udveksling af fortrolige oplysninger. TeleSeC er ikke begrænset til den finansielle sektor, men er åben også for andre end deltagere i PBS’ systemer.
Aftalerne indeholder bestemmelser om kontrol, certificering, sikkerhedskrav, dokumentation, deltagelse i tests mv. Det er forbudt at overdrage brugsretten til TeleSeC helt eller delvist, samt at kopiere dele af systemet ud over i nærmere angivet omfang. Ligeledes er der i aftalerne regler om markedsføring, der bl.a. kræver, at kunderne ikke må gives den opfattelse, at sikkerhedsniveauet er 100 pct.
Disse forpligtelser kan ikke anses for omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. PBS har ejendomsret, ophavsret og enhver anden ret til TeleSeC. PBS har således i henhold til ophavsretsloven eneret til kopiering mv. af systemets software. PBS er ansvarlig for opretholdelse af systemets sikkerhed og for tilliden til systemet, der anvendes til at sende fortrolige oplysninger mellem pengeinstitutter og deres kunder. I den forbindelse er det afgørende, at der ikke formidles misvisende eller urigtige oplysninger om sikkerheden mv.
Det er derfor styrelsens opfattelse, at aftalerne ikke indeholder bestemmelser, som falder ind under forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4.