Samordnet praksis om priser på juletræer og klippegrønt ophørt

Journal nr.3:1120-0388-222/bbp/Industri

Rådsmødet den 29. august 2001

Konkurrencestyrelsen meddelt Dansk Juletræsdyrkerforening, at foreningens anmeldelse af udsendelse af vejledende prislister for juletræer og klippegrønt ikke kunne opnå en fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1. Dansk Juletræsdyrkerforening blev derfor påbudt at ophøre med at udsende vejledende prislister.

Skov- og Naturstyrelsen har anmeldt samordnet praksis i relation til Dansk Juletræsdyrkerforenings udsendelse af prislister for juletræer og klippegrønt med henblik på at opnå en fritagelse subsidiært en erklæring om ikke-indgreb. Anmeldelsen fra Skov- og Naturstyrelsen er indgivet inden den 1. juli 1998, og er således omfattet af overgangsordningen i konkurrencelovens § 27, stk. 4.

Med påbudet til Dansk Juletræsdyrkerforening om at ophøre med at udsende vejledende prislister på juletræer og klippegrønt er samtidig Skov- og Naturstyrelsens samordnede praksis ophørt, og Konkurrencestyrelsen har herefter ikke fundet anledning til at fortsætte behandlingen af sagen. Styrelsen har overfor Skov- og Naturstyrelsen bemærket, at der ikke er foretaget en materiel vurdering af lovligheden af Skov- og Naturstyrelsens hidtidige praksis i relation til Dansk Juletræsdyrkerforenings udsendelse af vejledende prislister.

Skov- og Naturstyrelsen er blevet hørt, men de havde ingen bemærkninger til sagen. På den baggrund vil Konkurrencestyrelsen anse sagen som afsluttet, og der vil ikke blive foretaget yderligere i sagen.