Fusion mellem DLG a.m.b.a., Skærbæk Grovvareforening a.m.b.a. og Sundeved Andels Foderstofforretning a.m.b.a.

Journal nr. 3:1120-0401-18/fødevarer-finans/jf

Rådsmødet den 29. august 2001

DLG a.m.b.a har ved brev af 6. juni 2001 anmeldt fusionen mellem DLG a.m.b.a., Skærbæk Grovvareforening a.m.b.a. og Sundeved Andels Foderstofforretning a.m.b.a. med anmodning om godkendelse efter konkurrencelovens § 12 c, stk.2.

Fusionen er omfattet af den danske konkurrencelov, jf. konkurrencelovens § 12, stk. 1, nr. 1. Fusionen er ikke omfattet af EU's forordning 4064/89 (ændret ved forordning 1310/97) om kontrol af virksomhedssammenslutninger, jf. forordningens art. 1. Fusionen sker ved sammenlægning af DLG a.m.b.a., Skærbæk Grovvareforening a.m.b.a. og Sundeved Andels Foderstofforretning a.m.b.a., jf konkurrencelovens § 12 a, stk. 1, nr. 1.

DLG a.m.b.a er moderselskab i en koncern, der i 2000 omsatte for 10,2 mia DKK, heraf 6,2 mia DKK i Danmark. DLGs formål er ved indkøb og fabrikation at skaffe sine medlemmer foderstoffer, handelsgødning og andre grovvarer til landbruget og afsætte medlemmernes korn og andre salgsafgrøder.

Skærbæk Grovvareforening a.m.b.a. og Sundeved Andels Foderstofforretning a.m.b.a er lokale grovvareforeninger med en omsætning i 1999/2000 på i alt 330 mio DKK. Selskaberne har ikke aktiviteter uden for Danmark.

På markedet for køb og salg af grovvarer til landbruget har DLG en markedsandel på 40-45%, mens de to øvrige fusionsparter samlet har en markedsandele under 2%.

Efter gennemgang af anmeldelsen finder styrelsen, at fusionen mellem DLG a.m.b.a., Skærbæk Grovvareforening a.m.b.a. og Sundeved Andels Foderstofforretning a.m.b.a. ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, der bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt.

Det kan derfor meddeles, at fusionen i medfør af konkurrencelovens § 12 c, stk. 2 godkendes.