Journal nr.3:1120-0388-48/jf/Fødevarer og Finans
Konkurrencestyrelsen har meddelt Arla Foods, at styrelsen ikke finder anledning til at behandle Kløver Mælks aftale med Dansk Supermarked længere. Aftalen er indgået før 1. januar 1998 og anmeldt inden den 1. juli 1998, hvorfor den er omfattet af overgangsbestemmelserne i konkurrencelovens § 27, stk. 4. Kløver Mælk fusionerede efter aftalens indgåelse med MD Foods (nu Arla Foods). Arla Foods indtrådte i den anmeldte aftale, der fortsatte uændret. Arla Foods har oplyst, at man nu har indgået en ny aftale med Dansk Supermarked gældende fra 14. maj 2001.
Den oprindelige aftale er herefter ikke længere gældende, og da den var omfattet af overgangsbestemmelserne i konkurrencelovens § 27, stk. 4, finder styrelsen ikke, at der herefter er anledning til at behandle anmeldelsen.
Den nye aftale mellem Arla Foods og Dansk Supermarked vil blive vurderet til efteråret.