Leveringsnægtelse af gaveartikler/brugskunst fra Rosendahl A/S

Journal nr.3:1120-0100-329/sum/Service

Rådsmødet den 26. september 2001

Konkurrencestyrelsen har meddelt IHLE Grafisk Produktion A/S, at Rosendahl A/S’ forhandlerantagelsesbetingelser ikke er i strid med konkurrencelovens § 6, idet styrelsen har fundet, at disse er omfattet af bekendtgørelse nr. 353 af 15. maj 2000 om gruppefritagelse for vertikale aftaler m.v.

Rosendahl A/S’ markedsandel på markedet for gaveartikler/brugskunst er på under 5\%, og Rosendahl stiller ikke - efter selskabets oplysninger – krav, som er i strid med art. 4 og 5 i bkg. 353/2000.

Styrelsen har ligeledes meddelt IHLE Grafisk Produktion A/S, at da Rosendahl A/S’ markedsandel for gaveartikler/brugskunst er på under 5\%, finder Konkurrencelovens § 11 ikke anvendelse, idet Rosendahls markedsandel ikke vil nå en sådan størrelse, at der kan blive tale om dominans og derved heller ikke om misbrug af dominerende stilling.