Journal nr. 2:8032-679/lbr/infrastruktur
Tele Danmark Kabel TV har den 30. juni 1998 ansøgt om ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9, subsidiært en fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, for Tele Danmark Kabel TV’s aftale med Pay Per View Danmark A/S vedrørende forhandling af tv-programmet Pay Per View.
Konkurrencestyrelsen har foretaget en vurdering af aftalen og har orienteret parterne herom.
Konkurrencestyrelsen har vurderet, at ansøgningen om en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9 for forhandleraftalen ikke ville kunne imødekommes, idet den anmeldte forhandleraftale er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1, for så vidt angår eneforhandlingselementet og en bestemmelse om vejledende videresalgspriser, der reelt udgør bindende videresalgspriser.
Aftalen ville heller ikke opfylde betingelserne for fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, for så vidt angår bestemmelsen om vejledende videresalgspriser, der reelt udgør bindende videresalgspriser.
Det var derfor Konkurrencestyrelsens vurdering, at parterne i medfør af konkurrencelovens § 6, stk. 4, jf. § 16, stk. 1, skulle ophæve bestemmelsen.
Efter ophævelsen af bestemmelsen ville aftalen i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1, kunne fritages fra forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Tele Danmark Kabel TV har imidlertid ved fax af 13. april 2000 tilkendegivet, at den nævnte aftale er bortfaldet, da Pay Per View kanalen efter aftale mellem parterne blev taget af skærmen den 3. marts 2000.
Da aftalen mellem Tele Danmark Kabel TV og Pay Per View Danmark A/S er indgået før den 1. januar 1998 og er anmeldt inden den 1. juli 1998, hvorfor den er omfattet overgangsbestemmelsen i konkurrencelovens § 27, stk. 4, og da aftalen er bortfaldet, har Konkurrencestyrelsen herefter fundet, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen.