Klage over Unikredits anvendelse af DanBoligmæglere ved værdiansættelse af ejendomme

Journal nr.2 : 801-486

Rådsmødet den 23. februar 2000

Styrelsen har afvist en klage fra en ejendomsmægler over, at Unikredit ved at anvende DanBoligmæglere som vurderingsmænd i visse tilfælde forvrider konkurrencen til fordel for de ejendomsmæglerkæder, der er ejet af banker/realkreditinstitutter.

Problemet kan opstå i de situationer, hvor opgaven med at formidle salget er vundet i konkurrencen med bl.a. Danboligmæglere, der ikke har vurderet ejendommens værdi så højt. Når ejendommen senere skal belånes med realkreditlån har Danboligmægleren fastholdt sin lave vurdering. Det har ført til en dårligere finansiering end budgetteret eller en tidsmæssig forlængelse af belåningsprocessen ved at søge lån i et andet kreditinstitut.

Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at Unikredit ikke er dominerende på markedet, idet lånet i de pågældende tilfælde kan optages i andre institutter. Styrelsen har endvidere henvist til, at der efter det oplyste ikke foreligger aftaler, der direkte eller indirekte begrænser konkurrencen på markedet, idet DanBoligs samarbejde med Unikredit ikke afskærer andre fra at formidle lån til Unikredit.