Skarresøe Privatslagteris klage over Kambas og daka

Journal nr. 2:801-442/jf/fødevarer, finans

Rådsmødet den 21. juni 2000

Konkurrencestyrelsen har afsluttet behandlingen af en klage fra Skarresøe Privatslagteri over Kambas og daka efter at der er afgivet tilsagn om, at selskabet kan afsætte sit animalske affald på samme vilkår som øvrige leverandører på markedet. Kambas og daka er de eneste virksomheder i Danmark, der er godkendt til at bortskaffe animalsk affald, og som aftager affald fra private slagterier.

Kambas er 100 pct ejet af Steff-Houlberg og afhenter pt. affald udelukkende øst for Storebælt. daka ejes af slagterierne vest for Storebælt og Swedish Meat. daka har hidtil udelukkende betjent kunder vest for Storebælt.

Skarresøe Privatslagteri ved Jyderup klagede over Kambas prisberegning, idet man fandt at Kambas prisdiskriminerede mellem sammenlignelige leverandørgrupper, herunder at Steff-Houlberg betalte en særlig lav pris for at få affaldet bortskaffet. daka, der ifølge klager for tiden afregner til en noget bedre pris end Kambas, havde givet afslag på at modtage slagteaffald fra Skarresøe Privatslagteri, ligesom man heller ikke i øvrigt aftog fra andre øst for Storebælt.

Efter brevveksling med styrelsen har daka tilkendegivet, at man er indforstået med at hente affald også øst for Storebælt, og at man vil basere afregningen på objektive kriterier vedrørende varens værdi og transportomkostninger.