Anmeldelse af aftale om reklamefinansieret byudstyr

Rådsmødet den 16. juni 1999

1. Resumé

AFA JCDecaux A/S (AFA) har den 12. juni 1998 anmeldt en overenskomst (herefter benævnt som "aftalen") om reklamefinansieret byudstyr, indgået mellem AFA og Vejle Kommune i november 1996.

AFA anmoder Konkurrencerådet om en ikke-indgrebserklæring, jf. konkurrencelovens § 9, subsidiært en individuel fritagelse, jf. § 8. Endvidere ansøger AFA om en erklæring i medfør af konkurrencelovens § 11, stk. 4.

Aftalen indebærer, at Vejle Kommune - vederlagsfrit - har fået opstillet byudstyr i form af læskærme, informationstavler og bysøjler, og får vedligeholdt og rengjort disse mod, at AFA har fået tildelt eneretten til at opsætte reklamer på det opstillede byudstyr og oppebære indtægten herved. Aftalen løber i 15 år fra det tidspunkt hvor opstilling og tilslutning af 50% af det forskellige byinventar er afsluttet, og forlænges ikke automatisk. Det opstillede byinventar forbliver AFAs ejendom efter aftalens udløb.

De eneste aftalevilkår, der påkalder sig konkurrenceretlig interesse, er aftalens løbetid og uopsigelighed, sammenholdt med ejerskabets forbliven hos AFA. Kun i tilfælde af væsentlig misligholdelse er parterne berettiget til at opsige overenskomsten i dens gyldighedsperiode. Aftalen tildeler AFA en 15-årig eneret til at udleje reklamepladsen på det leverede byudstyr. Aftalen er blevet til efter at kommunen har indhentet tilbud fra såvel AFA som More Group Danmark A/S (MGD).

2. Afgørelse

Det meddeles AFA, at den i aftalen indeholdte eneret af 15 års varighed til at udleje reklamepladsen på det leverede byudstyr i Vejle Kommune udgør en konkurrencebegrænsning, omfattet af forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v., jf. konkurrencelovens § 6, stk. 1. En erklæring om ikke-indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9 kan derfor ikke gives.

Det meddeles endvidere AFA, at aftalen mellem AFA og Vejle Kommune efter konkurrencelovens § 8, stk. 1 kan fritages fra forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler, jf. lovens 6, stk. 1.

Fritagelsen gives i henhold til konkurrencelovens § 8, stk. 3, på vilkår af:

  • at indgåelse af overenskomst om yderligere levering af læskærme og informationstavler, jf. overenskomstens pkt. 12.3, og eventuel indgåelse af ny overenskomst til afløsning af nærværende overenskomst, skal indeholde en mellem parterne aftalt klausul, hvorefter den kommunale part har mulighed for at frigøre sig fra aftalen, dog tidligst 5 år efter dennes indgåelse.


Der er herved lagt vægt på, at vilkåret ikke omfatter det eksisterende byudstyr, jf. overenskomstens pkt. 3.1.

Fritagelsen gives i henhold til konkurrencelovens § 8, stk. 3, for en periode på 5 år fra 1. januar 1998.

Endelig meddeles det AFA, at nærværende aftale ikke i sig selv konstituerer et misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrencelovens § 11, stk. 1, hvorfor anmodningen om en erklæring om ikke-indgreb i medfør af § 11, stk. 4 efterkommes.

3. Sagsfremstilling

3.1 Aftalekompleks

Foruden nærværende aftale mellem AFA og Vejle Kommune, har AFA foretaget anmeldelse af 23 lignende aftaler om reklamefinansieret byudstyr, indgået med en række af de største kommuner i Danmark. Den samlede investering i byudstyr i Danmark beløber sig til over 200 mio. kr.

MGD har som eneste konkurrerende udbyder af reklamefinansieret byudstyr i Danmark, anmeldt 13 aftaler. Disse aftaler adskiller sig i konkurrenceretlig henseende fra AFAs aftaler på ét punkt, nemlig derved at byudstyret efter den 15-årige aftaleperiodes udløb overgår til kommunerne.

I konkurrenceretlig henseende knytter interessen sig til aftaleperiodens længde på 15 år og aftalens uopsigelighed, sammenholdt med det forhold, at ejerskabet til byudstyret forbliver AFAs efter de 15 år. Aftalen ses i øvrigt ikke at indeholde andre konkurrencebegrænsende bestemmelser.

3.2 Parterne

AFA formidler reklamefinansieret byudstyr i Danmark og havde i 1997 en omsætning på (--) mio. kr. Selskabet er specialist i opstilling, ren- og vedligeholdelse af byudstyr og salg af reklame på byudstyr. Selskabet ejes med 50% af AFA Trafik Reklame A/S og 50% af JCDecaux sa Frankrig. JCDecaux sa er en global udbyder af reklamefinansieret byudstyr mv. og havde i 1998 en koncernomsætning på ca. 4,7 mia. kr.. JCDecaux-gruppen har bl.a. aftaler med 1.200 større kommuner i Europa om levering af reklamefinansieret byinventar.

Vejle Kommune er interesseret i vederlagsfrit, at få opstillet, vedligeholdt og renholdt byudstyr.

3.3 Aftalens indhold

Aftalen skal sikre kommunen et funktionelt og kvalitetspræget byudstyr.

Aftalen indebærer opstilling, ren- og vedligeholdelse af byudstyr (læskærme, informationstavler og bysøjler) mod retten til at oppebære indtægterne ved salg af reklame på byudstyret. AFA oplyser, at selskabet foreløbigt har investeret i alt 3,6 mio. kr. i Vejle Kommune, omfattende både reklamebærende og ikke-reklamebærende byudstyr.

Kommunen får herved vederlagsfrit opstillet, vedligeholdt og renholdt byinventar. Kommunen stiller det nødvendige areal til byudstyret til rådighed. Valg af placeringssted foretages i et samarbejde mellem kommunen og selskabet.

AFA har reklameeneretten på det reklamebærende byudstyr i 15 år. Aftalen løber fra det tidspunkt hvor opstilling og tilslutning af 50% af de forskellige typer byudstyr er afsluttet.

AFA har ejendomsretten til det opstillede byudstyr. Ved aftalens udløb er AFA forpligtet til at nedtage udstyret og reetablere gadebelægningen for egen regning. I modsætning hertil har MGD aftalt, at aftalekommunerne ved aftalens udløb kan forlange, at ejendomsretten til det opstillede byinventar vederlagsfrit overgår. I forbindelse med ejendomsrettens eventuelle overdragelse, kan kommunerne indgå ny aftale om vilkårene for MGD's fortsatte brug af reklamepladserne.

Reklameeneretten er dog ikke til hinder for, at kommunen på kommunens tilhørende arealer i øvrigt tillader opsætning af konkurrerende reklamesystemer, hvis reklamefladers formater væsentligt afviger fra selskabets reklamering, således at forveksling ikke kan forekomme. Ved opsætningen af konkurrerende reklamesystemer skal der holdes en rimelig afstand efter kommunens skøn til byudstyret.

Derudover indeholder aftalen vilkår omkring design, tekniske specifikationer, placering af byudstyret, installation og tilslutning, rengøring og vedligeholdelse, tillægsydelser, reklameringsret, misligholdelse m.v..

3.4 Det relevante marked

Det relevante produktmarked er markedet for levering, opstilling og vedligeholdelse af læskærme, informationstavler, bysøjler m.v. (byudstyr).

Retten til reklameformidling udgør betalingen for det i aftalen omhandlede byudstyr og de dertil hørende ren- og vedligeholdelsesydelser. Udstyret kunne i princippet leveres på grundlag af andre betalingsformer end det aftalte. Dette har imidlertid ingen indflydelse på afgrænsningen af det relevante produktmarked, der derfor alene omfatter byudstyret.

Det geografiske marked er er det område i Danmark, i hvilken aftalen har virkning, dvs. markedet for opstilling, ren- og vedligeholdelse af byudstyr i Vejle Kommune.

AFA har såvel i anmeldelsesmaterialet af 12. juni 1998 som ved brev af 2. juni 1999 anført, at det relevante marked må betegnes som markedet for reklameformidling. Efter AFAs opfattelse er markedsandelen i Vejle Kommune kun ca. 5% af det totale marked for reklameformidling, idet der eksisterer langt mere dominerende reklameformidlere end AFA som f.eks. Vejle Amts Folkeblad, Jyske Vestkysten, TV2 Midt, TV Trekanten, Radio VLR, plakatreklame ved indkøbscentre, stationsplakatreklame samt billboards på husgavle.

Styrelsen finder ikke at en sådan afgrænsning af det relevante produktmarked kan lægges til grund, idet aftalen mellem AFA og kommunen handler om levering af byudstyr, hvortil retten til formidling af reklameplads på udstyret alene er en betaling for byudstyret.

I brevet af 2. juni 1999 anføres tillige, at Vejle Kommune i alt har installeret byudstyr for over 100 mio. kr., bl.a. i form af 110 buslæskærme ud over de 30 som er opstillet af AFA, hvorfor AFAs investering i Vejle, der udgør 3,6 mio. kr., klart er mindre end 10%.

Hertil skal bemærkes, at Vejle Kommune den 4. juni 1999 overfor styrelsen har oplyst, at AFA i det ovenfor angivne beløb for kommunens samlede investeringer i byudstyr, også medregner kommunens investeringer i gadebelysning. Styrelsen finder ikke, at denne facilitet kan karakteriseres som byudstyr, idet gadebelysning på afgørende vis adskiller sig såvel i produktmæssig som funktionsmæssig henseende. Vejle Kommune har endvidere oplyst, at de samlede investeringer som kommunen har afholdt ved opsætning af de kommunale læskærme (incl. levering, montage mv.) i alt beløber sig til ca. 2,3 mio. kr., og at hovedparten af tidligere kommunalt opsat byudstyr i form af plakatsøjler og informationstavler mv. er blevet erstattet med AFAs udstyr i forbindelse med indgåelsen af nærværende aftale i 1996.

Styrelsen anser derfor, at langt hovedparten af det ovenfor nævnte beløb kan henføres til kommunens investeringer til gadebelysning, og at AFAs markedsandel for byudstyr i Vejle Kommune overstiger 10%, både i henseende til antallet af opstillede enheder (læskærme, informationstavler og bysøjler) og i forhold til investeringens størrelse.

Styrelsen finder på den baggrund, at størrelsen af såvel koncernomsætning som markedsandelen på det relevante marked overstiger de i konkurrencelovens § 7 fastsatte bagatelgrænser.

AFA og MGD er på nuværende tidspunkt de eneste udbydere af reklamefinansieret byudstyr i Danmark. Selskaberne har siden begyndelsen af 1990'erne indgået aftaler om byudstyr med de største kommuner i byområderne, hvilke er de kommuner som reklamemæssigt er interessante.

AFA har p.t. indgået aftale med 24 kommuner inkl. nærværende aftale, mens MGD har indgået aftale med 15 kommuner.

AFA står således for ca. 60% af samtlige indgåede aftaler om reklamefinansieret byudstyr og disse kommuner omfatter hovedparten af de største og mest befolkningsrige bykommuner i Danmark (herunder København, Frederiksberg, Odense og Ålborg).

AFAs samarbejdspartner JCDeceux sa har en betydende stilling på det vesteuropæiske marked, hvor samme forretningskoncept benyttes. Dette forhold mindsker muligheden for potentiel konkurrence på det danske marked fra andre udenlandske konkurrenter.

3.5 Konkurrencebegrænsende elementer

Det eneste aftalevilkår, der påkalder sig konkurrenceretlig interesse, er vilkåret om den 15-årige - uopsigelig - eneret til reklamering på det opstillede byudstyr sammenholdt med ejerskabets forbliven hos AFA.

Konkurrencebegrænsningen består i, at kommunen ikke i 15 år kan afprøve markedet på ny. Dette er en meget lang periode. I sådanne tilfælde findes undertiden frigørelsesklausuler/frikøbsklausuler, der muliggør, at parterne mod en på forhånd fastlagt kompensationsordning kan frigøre sig af aftalerne på et tidligere tidspunkt.

I lyset af en sådan frigørelsesklausul ikke findes og i betragtning, at ejerskabet til byudstyret forbliver AFAs, hvilket indebærer, at incitamentet til at vælge en ny udbyder efter de 15 år er stærkt formindsket, anser styrelsen de 15 år for at udgøre en konkurrencebegrænsning omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. Adgangen til markedet reduceres således væsentligt med den følge, at konkurrencen og erhvervsfriheden begrænses.

3.6 Konkurrencerådets afgørelse i 1993

På sit møde den 3. marts 1993 fandt Konkurrencerådet, at de af AFA gennem aftalerne om byudstyr praktiserede samhandelsbetingelser, udgjorde en konkurrencebegrænsning, der medførte eller kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen, jf. daværende konkurrencelovs § 11. Det blev besluttet, at søge de skadelige virkninger bragt til ophør gennem forhandlinger.

Rådet fandt, at aftalerne indeholdt 1) meget lange aftaleperioder (20 år), 2) eksklusivbestemmelser, hvorefter AFA forbeholdt sig reklameeneretten på samt fortrinsretten til opstilling af andet byudstyr, og 3) mulighed for forlængelse af aftalerne ved ophør.

Efterfølgende fremsatte AFA forslag til ændring af samhandelsbetingelserne. Forslaget indebar, at aftalernes løbetid reduceredes fra 20 til max 15 år, at alle eksklusivbestemmelser fjernedes, og at aftalerne ikke kunne fornys ved ophør uden fornyet reel afprøvning af markedet.

AFA påpegede, at en bindingsperiode kortere end 15 år ikke vil stå mål med de betydelige investeringer der skal foretages og den tilhørende lange afskrivningsperiode. Endvidere anførte AFA, at udgifterne er koncentreret i periodens start, mens indtægterne fordeler sig ligeligt over årene. Finansieringsgrundlaget for konceptet vil ikke være tilstede, hvorved en kommune, for at opnå de samme ydelser, nødvendigvis måtte deltage med betaling. Dette vil ikke harmonere med kommunernes ønske om, at opnå den kraftige besparelse som konceptet muliggør.

På sit møde den 21. april 1993 besluttede Konkurrencerådet, på baggrund af AFAs ændrede samhandelsbetingelser, ikke for nærværende at foretage videre. Ændringerne i de bestående aftaler er siden sket via allonger.

Ovenstående forhandlinger vedrørte på daværende tidspunkt alene AFA. MGD indtrådte umiddelbart efter på dette marked og har indrettet sine aftaler om byudstyr i overensstemmelse med forhandlingsresultatet fra 1993.

Forhandlingsresultatet blev i brev af 5. maj 1993 meddelt til samtlige kommuner og amter.

3.7 AFAs argumentation

AFA har som nævnt anmodet om en erklæring om ikke-indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9, subsidiært anmodet om fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1.

3.7.1. Erklæring om ikke-indgreb

AFA har i anmeldelsesmaterialet anført, at aftalerne om reklamefinansieret byudstyr udgør eksistensgrundlaget for selskabet. Det er selskabets vurdering, at aftalerne om reklamefinansieret byudstyr ikke begrænser konkurrencen på området, bl.a. fordi der med jævne mellemrum sker udbud eller anden afprøvning af markedet. Desuden finder AFA, at det relevante marked er markedet for reklameformidling i bred forstand, hvor plakat- og trafikreklamer alene udgør ca. 2% af markedet.

3.7.2 Meddelelse af fritagelse

Subsidiært har AFA anmodet om fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1:

§ 8, stk. 1, nr. 1

Som argument for at AFA bidrager til at styrke effektiviteten som angivet i konkurrencelovens § 8, stk. 1, nr. 1, har selskabet anført, at det ikke er muligt for kommunerne selv at frembringe et tilsvarende effektivt koncept vedrørende opstilling, vedligeholdelse og salg af reklamer på byudstyr.

Endvidere anføres, at kommunernes overdragelse af opgaven til AFA har medført store besparelser for kommunerne samtidig med, at det har givet et nyt tiltag i det såkaldte Outdoor marked.

§ 8, stk. 1 nr. 2

Det er AFAs opfattelse, at forbrugerne (borgerne) sikres en rimelig andel af fordelene ved aftalerne. Kommunerne opnår besparelser på driften ved overdragelse af opgaven til AFA, hvilke betyder, at kommunerne kan anvende midlerne ved besparelsen på andre områder eller til skattenedsættelser.

§ 8, stk. 1 nr. 3

AFA finder, at de eneste begrænsninger der pålægges kommunerne er, at kommunerne ikke kan udleje reklameformidling til andre i den pågældende aftaleperiode.

§ 8, stk. 1 nr. 4

Efter AFAs opfattelse giver aftalerne om reklamefiansieret byudstyr ikke virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser, som omhandlet i konkurrencelovens § 8, stk. 1, nr. 4.

3.8. Supplerende oplysninger

Styrelsen har i forbindelse med en gennemgang af anmeldelsen overvejet den konkurrenceretlige betydning af indsættelsen af en frigørelsesklausul i aftalen. En frigørelsesklausul vil betyde, at kommunen kunne frigøre sig fra aftalen efter en kortere bindingsperiode (eksempelvis 5 år), mod en betaling fx svarende til den nedskrevne værdi af byinventaret. Herved kunne kommunen efter eget valg udbyde opgaven med jævne mellemrum og etablere en løbende udbudskonkurrence om opgavevaretagelsen. Ved at fastlægge de årlige afskrivninger på byinventaret, der antages at være lineære, finder styrelsen, at det vil være muligt at indarbejde en sådan frigørelsesklausul i aftalegrundlaget mellem AFA og kommunen, og dermed tilføre aftalen et ikke uvæsentligt konkurrenceelement.

Til brug for en konkurrenceretlig bedømmelse af aftalen, har styrelsen på baggrund af disse overvejelser i brev af 22. februar 1999 anmodet AFA om supplerende oplysninger ved dels at begrunde enerettens varighed på 15 år yderligere, dels fremkomme med en vurdering af om i hvilken udstrækning og på hvilke betingelser det vil være muligt at supplere aftalerne med en frikøbsklausul, således at den enkelte kommune efter en kortere bindingsperiode (eksempelvis 5 år) kan frigøre sig fra aftalen mod en på forhånd fastlagt kompensation.

Som begrundelse for aftalernes varighed har AFA i brev af 1. marts 1999 oplyst, at den 15-årige eneret gør det muligt at opnå en tilstrækkelig forrentning af den investerede kapital. Enerettens varighed skal ses i lyset af, at samarbejdet med en kommune omfatter en række ressourcekrævende serviceydelser vedrørende ren- og vedligeholdelse af byudstyret. Endvidere anfører AFA, at selskabet påtager sig alle omkostninger og risici i forbindelse med opgaven, og at salg af reklameplads er særdeles konjekturfølsomt.

Selskabet afviser, at supplere aftalerne med en frikøbsklausul. Hertil anføres, at det ikke vil være muligt for aftaleparterne, at beregne en forud fastlagt kompensation.

Endvidere anføres, at AFA ikke vil kunne acceptere, at tredjemand ren- og vedligeholder byudstyret eller at en konkurrerende virksomhed sælger reklamepladsen på udstyret. AFA finder, at dette vil undergrave det forretningsrenommé som selskabet har været årtier om at opbygge.

På det seneste har AFAs advokat ved brev af 25. maj 1999 fremsendt et responsum, indeholdende en konkurrenceretlig vurdering af aftalen, udarbejdet af lektor, cand.jur. Ph.D. Sune Troels Poulsen, Århus Universitet.

I forlængelse af ovenstående anføres i responsumet (afsnit 1.2), at der for AFAs vedkommende gælder et særligt hensyn til annoncørerne, hvor det for AFA er afgørende, at annoncørerne anser byudstyret som et egnet medium til reklamering, og hvor det for selskabet er af afgørende interesse at bevare sit image som en god kontraktspartner, der leverer kvalitetsudstyr, og som konstant sørger for at holde dette i præsentabel stand.

4. Vurdering

AFA driver erhvervsvirksomhed omfattet af konkurrencelovens § 2, stk. 1. Bagatelreglen i konkurrencelovens § 7 finder ikke anvendelse, da koncernomsætning for AFA såvel som markedsandel overstiger de i bestemmelsen nævnte grænser.

Konkurrencerådet skal i første omgang tage stilling til om den i aftalen mellem AFA og Vejle Kommune indeholdte eneret af 15 års varighed til at udleje reklamepladsen på det leverede byudstyr i kommunen sammenholdt med, at ejerskabet til byudstyret forbliver AFAs efter de 15 år, udgør en konkurrencebegrænsning omfattet af forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler, jf. konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Såfremt aftalen er omfattet af forbudet i § 6, stk. 1, skal Konkurrencerådet tage stilling til, om der kan opnås individuel fritagelse efter § 8, stk. 1.

4.1 Meddelelse om ikke-indgreb, jf. konkurrencelovens §§ 9 og 11, stk. 4

Styrelsen finder, at en 15-årig uopsigelig kontrakt, som udgangspunkt, er mere vidtgående end hvad der almindeligvis accepteres i konkurrenceretlig henseende. Udbuds- og koncessionskontrakter indebærer ofte, at leverandøren tildeles eneret til at forsyne et bestemt geografisk område. Som modvægt til en sådan eksklusivitet bør sådanne kontrakter udbydes med visse mellemrum, normalt 3-5 år efter indgåelse. Herved opretholdes en løbende konkurrence på markedet. I nogle situationer kan en længere kontraktsperiode være nødvendig, hvis aftalen forudsætter, at den vindende tilbudsgiver foretager nødvendige investeringer med en længere afskrivningsperiode til følge. Det er dog ikke altid tilfældet, at kontraktsperioden er tilpasset levetiden af kapitalapparatet og investeringens størrelse. Dette gælder fx på busområdet, hvor busserne bliver afskrevet løbende således, at de altid er nedskrevet til salgsværdi, og hvor den normale udbudsperiode for busdrift er klart kortere end bussernes levetid.

AFA har overfor styrelsen anført, at byudstyret er fast installeret (funderet) og ofte indrettet til den enkelte lokalitet, og endvidere er der ofte tale om eksklusivt design for den pågældende by. I modsætning hertil kan busser blot ved ændret bemaling tilpasses en ny rute.

I lyset af, at aftalen mellem AFA og Vejle Kommune er indgået efter forudgående indhentelse af tilbud fra såvel AFA som MGD, at AFA alene bærer den samlede økonomiske risiko ved opgaven, og at omkostningerne ved anvendelse af byudstyret andetsteds såvel inden aftaleperiodens udløb som efter aftalens ophør antages at være uhensigtsmæssigt høje, finder styrelsen, at aftalens varighed på 15 år kan anses som nødvendig. Der knytter sig dog nogen usikkerhed til en sådan vurdering, bl.a. fordi de første kontrakter af denne type blev indgået for mindre end 10 år siden.

Styrelsen finder dog, at aftalens eksklusivitet og uopsigelighed samt det forhold, at ejerskabet til byudstyret forbliver selskabets efter aftalens ophør, samlet udgør en konkurrencebegrænsning omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. En erklæring om ikke-indgreb i medfør af lovens § 9 kan derfor ikke gives.

Idet aftalen er indgået på udbudslignende vilkår finder styrelsen, at nærværende aftale ikke i sig selv konstituerer et misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrencelovens § 11, stk. 1, hvorfor betingelserne for at afgive en erklæring om ikke-indgreb i medfør af § 11, stk. 4 er til stede.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at AFAs praktisering af samhandelsvilkårene i aftalen ikke konkret kan gøres til genstand for en bedømmelse af aftalen i relation til konkurrencelovens § 11, stk. 1.

4.2 Meddelelse af fritagelse

Der skal herefter tages stilling til, hvorvidt de fire betingelser i konkurrencelovens § 8, stk. 1, nr. 1-4, for at meddele fritagelse fra forbudet i § 6, stk. 1, må anses for opfyldt.

ad § 8, stk. 1, nr. 1

Vejle Kommunes aftale med AFA har medført, at kommunen har fået leveret et effektivt koncept vedrørende opstilling, ren- og vedligeholdelse af byudstyr af høj kvalitet. Tiltaget kan anses for at bidrage til at styrke effektiviteten i produktion eller distribution af varer eller tjenesteydelser, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, og indebærer en åbenbar økonomisk fordel for Vejle Kommune. Aftalen har tillige tilvejebragt en effektiv metode til formidling af udendørsreklamer i kommunen.

ad § 8, stk. 1, nr. 2

Disse fordele kommer forbrugerne (borgerne) til gode i form af levering af byudstyr af høj kvalitet og af høj arkitektonisk værdi.

ad § 8, stk. 1, nr. 3

Det er alene nødvendige konkurrencebegrænsninger, der kan opnå en fritagelse i medfør af § 8, stk. 1.

Spørgsmålet er, om de i aftalen mellem AFA og Vejle Kommune indeholdte samhandelsbetingelser vedrørende aftalens løbetid og uopsigelighed samt ejendomsrettens forbliven hos AFA efter aftalens udløb, er nødvendige for at tilvejebringe det omhandlede kvalitetskoncept omkring opstilling, ren- og vedligeholdelse af byudstyr i Vejle Kommune.

Styrelsens vurderer, at aftalens 15-årige varighed sammenholdt med aftalens uopsigelighed er mere vidtgående end nødvendigt for at opfylde de i aftalen indeholdte forpligtelser for AFA omkring opstilling, ren- og vedligeholdelse af byudstyr i Vejle Kommune.

Styrelsen anser derfor de i aftalen indeholdte bestemmelser vedrørende aftalens 15-årige varighed sammenholdt med aftalens uopsigelighed for en unødvendig konkurrencebegrænsende foranstaltning, hvorfor den tredje betingelse ikke anses som opfyldt.

ad § 8, stk. 1, nr. 4

Endelig er der den sidste betingelse om, at aftalen ikke må udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de i aftalen omhandlede varer eller tjenesteydelser på det relevante marked.

Styrelsen vurderer, at konsekvensen af, at nærværende aftale løber i 15 år og er uopsigelig er, at konkurrencen på markedet for byudstyr i Vejle Kommune udelukkes i aftalens levetid, men reelt også udelukkes i forbindelse ved en indgåelse af en ny aftale. Betingelsen er således ikke opfyldt.

Det kan tilføjes, at denne vurdering vedrørende markedet for byudstyr i Vejle Kommune også gælder for markedet for byudstyr i Danmark, hvor AFA har indgået aftaler med størstedelen af de mest befolkningsrige bykommuner (jf. afsnit 3.4 og bilag 2). En fritagelse af nærværende aftale mellem AFA og Vejle Kommune vil i givet fald betyde, at konkurrencen omkring levering af byudstyr fastlåses i hovedparten af de kommuner i Danmark som kommercielt set er interessante, hvorved konkurrencen også for en væsentlig del af dette større marked udelukkes.

Styrelsen finder derfor, at sidstnævnte betingelse for en fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1 ikke kan anses for opfyldt.

4.3 Konklusion

Styrelsen finder på baggrund heraf, at den anmeldte aftale om byudstyr ikke opfylder de i § 8, stk. 1, nr. 3 og nr. 4 fastsatte betingelser, hvorfor en fritagelse efter § 8, stk. 1 på det foreliggende grundlag ikke kan gives.

Det er vurderingen, at det bør stilles som vilkår for en fritagelse, at den kommunale part får mulighed for at frigøre sig fra aftalen under hensyntagen til et rimeligt opsigelsesvarsel. Af hensyn til de omkostninger som AFA afholder i forbindelse med indgåelse af aftaler om byudstyr, herunder anlægsinvesteringer, finder styrelsen, at muligheden for at frigøre sig fra aftalen først skal kunne påberåbes 5 år efter dennes indgåelse.

Ud fra en rimelighedsbetragtning og under hensyn til en videreførelse af den allerede indgåede aftale finder styrelsen, at frigørelsesklausulen alene skal indføjes ved indgåelse af overenskomst om yderligere levering af byudstyr, jf. nærværende overenskomst pkt. 12.3, og eventuel indgåelse af ny overenskomst til afløsning af nærværende overenskomst.

Vilkåret er således ikke ensbetydende med, at den kommunale part er forpligtet til at gøre brug af opsigelsesvilkåret, men skal alene opfattes som en mulighed for kommunen til at frigøre sig fra fremtidige aftaler om anskaffelse af byudstyr.

Prisen for at opsige en fremtidig indgået aftale om byudstyr bør afspejle den til enhver tid nedskrevne værdi af udstyret i restperioden, dvs. i tidsspændet fra 5 år efter aftalens indgåelse til aftalens endelige udløb, samt AFAs forventede indtægter ved salg af reklameplads på udstyret i den resterende del af aftaleperioden.

Det er styrelsens vurdering, at indføjelsen af en sådan frigørelsesklausul i fremtidige aftaler vil tilføre markedet for byudstyr det fornødne element af konkurrence, således at aftalen vil opfylde samtlige af de i § 8, stk. 1, nr. 1-4 fastsatte betingelser, hvorefter aftalen vil kunne fritages i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1.