Lejekontrakt mellem Herning Kommune og Café Garibaldi

J.nr. 2:800-110/sbr

Rådsmødet den 28. oktober 1998

Konkurrencestyrelsen har truffet afgørelse om at prisbestemmelsen i en lejekontrakt mellem Herning Kommune og en lokal Café skal ophæves.

Herning Kommune har som udlejer indgået en lejekontrakt vedrørende ret til udeservering på en lille del af Herning Torv med den lokale Café Garibaldi Danmark ApS. I lejekontrakten er indføjet en bestemmelse om at andre ikke kan opnå tilladelse til udeservering på en større, afgrænset del af Herning Torv, med mindre de opretholder det samme prisniveau som andre restauratører i området. Overholdelse af bestemmelsen er flere gange blevet påtalt og håndhævet ved lejlighedsarrangementer på torvet.

Styrelsen har lagt til grund, at aftaler, der har til formål eller til følge at opretholde bestemte prisniveauer mellem handlende begrænser konkurrencen og derfor er i strid med konkurrencelovens § 6. Bestemmelsen har betydning for en væsentlig del af markedet for udeservering i Herning by. Herning kommune har overfor styrelsen oplyst, at bestemmelsen ikke er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 2.

Styrelsen har derfor meddelt Herning Kommune og Café Garibaldi, at bestemmelsen i lejekontrakten skal ophæves senest 1. marts 1999.

Café Garibaldi har den 23. december 1999 indbragt afgørelsen for Konkurrenceankenævnet.

Kendelse af 21. oktober 1999