4/0120-0120-0014
/CKM
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal hermed vende tilbage til sagen vedrørende BM Pleje og Hjemmeservices klage over Gribskovs kommunes prissætning af fritvalgydelserne praktisk hjælp og personlig pleje.
BM Pleje og Hjemmeservice rettede i e-mail af 16. juni 2010 henvendelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende Gribskov Kommunes afregningspriser for levering af praktisk hjælp og personlig pleje til ældre som fritvalgsyde1ser efter lov om social service (serviceloven).
Det var klagers opfattelse, at Gribskov Kommunes afregningspris var for lav i forhold til de faktiske omkostninger, der var forbundet med kommunens levering af fritvalgsydelser.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anmodede i brev af 30. juli 2010 Gribskov Kommune om bemærkninger til klagen. Gribskov Kommune fremsendte d. 17. september 2010 materiale i sagen. I forlængelse heraf har Gribskov Kommune d. 1. november 2011 yderligere fremsendt en opfølgende redegørelse.
Det fremgår af materialet, at Gribskov kommune har benyttet en godkendelsesmodel på basis af udbud til at fastsætte afregningsprisen. Mindre virksomheder har derpå kunnet blive godkendt til at levere personlig pleje og praktisk hjælp til samme pris som vinderne af udbuddet.
Efter konkurrencelovens § 11b, har Konkurrencerådet kompetence til at undersøge, om afregningspriser til private leverandører af fritvalgsydelser er fastsat i overensstemmelse med servicelovens fritvalgsregler. Hvis en afregningspris er eller skønnes at være fastsat for lavt i forhold beregningsreglerne, kan Konkurrencerådet påbyde den regelstridige prisfastsættelse bragt til ophør. Rådet kan endvidere kræve bestemte beregningsgrundlag, -metoder eller priser anvendt og kræve efterbetaling af private leverandørers tilgodehavender, hvis afregningen har været for lav.
Det er dog samtidigt anført i forarbejderne til konkurrenceloven, at konkurrencelovens § 11b ikke finder anvendelse, hvis den offentlige myndighed fastsætter afregningsprisen på baggrund af et udbud, hvor de enkelte tilbudsgivere afregnes på baggrund af deres eget bud.
Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opfattelse, at forarbejderne må fortolkes således, at styrelsen heller ikke har kompetence til at tage stilling til afregningsprisen i en sag som den foreliggende, hvor afregningsprisen er fastsat på baggrund af et udbud, men hvor de øvrige leverandører afregnes til samme pris som den tilbudsgiver, der har vundet det afholdte udbud.
Det er således afgørende, at den daværende Græsted-Gilleleje Kommune har fastsat afregningsprisen via et udbud, og prisen dermed har været udsat for en markedstest. Dermed finder konkurrencelovens § 11b ikke anvendelse, hvilket betyder, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan foretage sig yderligere i den konkrete sag.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse er truffet med hjemmel i konkurrencelovens § 11b, stk. l. Eventuel klage over denne afgørelse kan indbringes til Konkurrenceankenævnet, jf. konkurrencelovens § 19, stk. l. Klagen skal indgives senest 4 uger efter afgørelsen er meddelt, jf. konkurrencelovens § 20, stk. 2.
Kopi af dette brev vil blive sendt til BM Pleje og Hjemmeservice.