Godkendelse på baggrund af en forenklet sagsbehandling af Inwido Danmark A/S’ overtagelse af Pro Tec Vinduer A/S

Offentliggørelse - 18. maj 2011

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog den 5. maj 2011 en forenklet anmeldelse af en fusion mellem Inwido Danmark A/S og Pro Tec Vinduer A/S, jf. konkurrencelovens § 12 b, stk. 1. Anmeldelsen var fuldstændig den 9. maj 2011.

Ved transaktionen erhverver Inwido Danmark A/S fuld kontrol over Pro Tec Vinduer A/S.

Inwido Danmark A/S er aktive hovedsageligt på det danske marked for produktion og salg af udendørs vinduer og døre. Inwido Danmark A/S har flere datterselskaber i Danmark, bla. Inwido Produktion A/S, Storke Vinduer A/S, Outline Vinduer A/S, KPK Døre og Vinduer A/S, Dansk Vinduesindustri A/S og Frovin Vinduer og Døre A/S. Aftagerne er især trælasthandlere, byggemarkeder og tømrere i Danmark. Inwido Danmark A/S er 100 pct. ejet af Inwido AB, der igen er 96 pct. ejet af den svenske kapitalfond Ratos AB. Inwido AB ejer vinduesfabrikker i en række lande i Nordeuropa. Ratos AB er ejer eller kontrollerer en række virksomheder i Danmark, ingen har aktiviteter inden for vinduesbranchen.

ProTec Vinduer A/S fremstiller udvendige vinduer og døre samt facadeløsninger. Afsætningen sker primært til projektmarkedet. ProTec Vinduer A/S har en mindre eksport til UK. ProTec Vinduer A/S er 100 pct. ejet af P.T.V. Holding ApS, som ikke har andre aktiviteter inden for vinduesbranchen.

Der er tale om en fusion omfattet af konkurrencelovens fusionsbegreb, jf. § 12 a, og omsætningen for de virksomheder, der deltager i fusionen, overstiger omsætningstærsklerne i konkurrencelovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Ifølge det oplyste er der tale om en fusion omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3, b) i bekendtgørelse nr. 976 af 13. august 2010 om anmeldelse af fusioner. Idet fusionen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke giver anledning til indsigelser, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendt fusionen efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.

Godkendelsen er givet under forudsætning af, at de oplysninger, de deltagende virksomheder har afgivet, er korrekte, jf. konkurrencelovens § 12 f, stk. 2.