Vejledning om rette sagsoegte efter kls paragraf 20 stk 3

 

Konkurrencestyrelsen har erfaret, at der kan herske tvivl om, hvem der bør sagsøges, når en virksomhed eller person ønsker at indbringe Konkurrenceankenævnets afgørelse for domstolene. I praksis er det muligt at anlægge sag mod såvel Konkurrencerådet som mod Konkurrenceankenævnet.

 

Konkurrencestyrelsen og Konkurrenceankenævnet har drøftet denne problemstilling og er enige om, at det i sådanne sager er hensigtsmæssigt, dels at der kun er én sagsøgt, dels at det er Konkurrencerådet, der sagsøges. Det gælder uanset, at retssagens genstand er Konkurrenceankenævnets kendelse. Hermed sikres det, at Konkurrenceankenævnets sekretariat ikke belastes unødigt, og at Konkurrencestyrelsen kan tilvejebringe de faktuelle oplysninger mv., som måtte være nødvendige i forbindelse med retssagen.

 

Konkurrencestyrelsen og Konkurrenceankenævnet anbefaler derfor, at søgsmål efter konkurrencelovens § 20, stk. 3, kun rettes mod Konkurrencerådet.

Konkurrencestyrelsen tilkendegiver samtidig, at styrelsen på vegne af Konkurrencerådet - i overensstemmelse med hidtidig praksis - ikke vil anfægte, at Konkurrencerådet er rette sagsøgt i en sag, hvor Konkurrenceankenævnets kendelse indbringes for domstolene efter konkurrencelovens § 20, stk. 3.