• Competition
• Consumer
• Competition in Publicly-Provided Services
• Water
• About us

• OPP-standardmodellen
• Offentlig-privat samarbejde (OPS)
• Konsortiedannelse
• Udbud.dk
• Spørgsmål og svar

Vejledning til udbudsdirektiverne

Udbudsmaterialet supplerer de oplysninger, som den ordregivende myndighed allerede har offentliggjort i udbudsbekendtgørelsen. I udbudsmaterialet har ordregiveren således mulighed for at fastlægge detaljerede krav til udbudsprocessen, kontraktgenstanden og kontraktens udførelse. Udbudsmaterialet kaldes også ”udbudsbetingelserne”.

Der bør som udgangspunkt udarbejdes et udbudsmateriale i forbindelse med alle typer af udbud. Man kan dog undtagelsesvis forestille sig, at et udbud er så ukompliceret, at alle oplysninger kan fremgå af udbudsbekendtgørelsen.

Udbudsmaterialet bør som minimum indeholde:

• En beskrivelse af den ønskede anskaffelse
• Kontraktvilkårene, herunder betingelser vedrørende kontraktens udførelse
• Information om, hvor tilbudsgiverne kan få relevante oplysninger om forpligtelser vedrørende skatter og afgifter, miljøbeskyttelse og arbejdsmiljø mv.

Disse tre forhold redegøres der for  nedenfor i 8.1, 8.2 og 8.3.

Udbudsmaterialet kan derudover – hvis det ikke fremgår af udbudsbekendtgørelsen - fastlægge:

• Udvælgelseskriterierne
• Tildelingskriterierne
• Regler vedrørende tilbudet, fx

  o  formkrav, tid og sted for tilbudets indlevering
  o  adgangen til alternative bud
  o  krav til oplysning om underentreprise
  o  adgangen til at tage forbehold

Udover kravene i udbudsdirektiverne skal ordregiveren være opmærksom på, at der kan gælde forskellige særregler, som har indflydelse på udbudsområdet. Som et eksempel har statslige bygherrer pligt til at forlange, at virksomheder, der ønsker at give tilbud på statslige byggearbejder, leverer oplysninger (”nøgletal”), der viser, virksomhedernes resultater på en række punkter i forbindelse med tidligere byggeopgaver. Denne type af krav må naturligvis afspejles i udbudsmaterialet.

Et andet eksempel kan være krav på miljøområdet:

8.1 Beskrivelse af den ønskede anskaffelse

Baggrund

Udbudsdirektivernes regler for, hvorledes opgaven skal beskrives gennem tekniske specifikationer, skal hindre, at offentlige myndigheder i deres indkøb opstiller krav, der virker som tekniske handelshindringer i forhold til udenlandske leverandører.

Tekniske handelshindringer er fx regler, fastsat af myndighederne i en medlemsstat, som indeholder krav til et produkts konstruktion, sammensætning, indpakning, etikettering eller lignende, der afviger fra reglerne i eksportmedlemsstaten og derfor medfører, at produktet ikke lovligt kan godkendes og/eller markedsføres, før det opfylder importmedlemsstatens krav.

En handelshindring er kun lovlig, hvis den er begrundet i et af traktaten opstillet lovligt hensyn. Disse hensyn er opregnet i EF-traktaten art. 30 eller fremgår af EF-domstolens praksis. Domstolen har fx anerkendt, at miljøbeskyttelse kan være et lovligt hensyn (jf. bl.a. C-240/83 D´Huiles).

Der gælder dog det såkaldte proportionalitetsprincip, hvorefter restriktionerne ikke må gå længere end formålet kræver. Det er endvidere en forudsætning, at det påberåbte beskyttelsesbehov ikke er tilstrækkeligt sikret i et direktiv.

EU's harmoniseringsdirektiver fastsætter de væsentligste krav, som et produkt skal opfylde, for at salg i fællesskabet kan ske lovligt. Standarder, der anses for at opfylde disse væsentlige krav, udarbejdes herefter af europæiske standardiseringsorganisationer.

Danmarks nationale standardiseringsorganisation er Dansk Standard.

Udbudsreglerne

Hvis en ordregiver undlader at give dækkende oplysninger om den udbudte opgave, tilsidesætter ordregiveren de krav om en tilstrækkelig og fuldstændig beskrivelse af det udbudte, der må anses for indeholdt i EU's udbudsregler.

Beskrivelsen af den ønskede anskaffelse foregår ved, at ordregiver opstiller en række tekniske specifikationer i udbudsmaterialet eller udbudsbekendtgørelsen.

De tekniske specifikationer skal fastlægge de krævede egenskaber ved bygge- og anlægsarbejdet, produktet eller tjenesteydelsen ved hjælp af en objektiv beskrivelse.

Disse egenskaber kan ifølge udbudsdirektivets bilag VI bl.a. omfatte:

• kvalitetsniveau,
• miljøpræstation,
• overensstemmelsesvurdering,
• funktionsdygtighed,
• brugeregenskaber,
• sikkerhed,
• dimensioner,
• kvalitetssikring,
• terminologi,
• symboler,
• afprøvning og afprøvningsmetoder,
• emballering, mærkning og etikettering,
• brugsvejledning, og
• produktionsprocesser og -metoder.

For så vidt angår bygge- og anlægsarbejde nævner bilaget endvidere bl.a.:

• regler for projektering og omkostningsberegning,
• betingelser for afprøvning, kontrol og aflevering af bygge- og anlægsarbejder, samt
• konstruktionsteknik og konstruktionsmetoder.

Ved udformningen af udbudsmaterialet skal ordregiveren generelt respektere ligebehandlingsprincippet, jf. udbudsdirektivets art. 2.

Udbudsdirektivets art. 23 om tekniske specifikationer fastlægger ordregivers muligheder for at beskrive kontraktens genstand.

Det fremgår direkte af denne art. i udbudsdirektivet, at de tekniske specifikationer skal give tilbudsgiverne lige muligheder, og de må ikke bevirke, at der skabes ubegrundede hindringer for konkurrencen.

Ordregiver skal endvidere sikre, at alle tilbudsgivere så vidt muligt har de samme oplysninger, og må ikke antage tilbud fra en tilbudsgiver, der har fået fordele ved at deltage i udformningen af udbudsgrundlaget, jf. afsnit 10.3 om rådgiverhabilitet.

Udbudsmaterialet må normalt ikke henvise til et bestemt fabrikat, en bestemt oprindelse eller en bestemt produktion. Der må heller ikke henvises til andre bestemte forhold, der gør, at visse virksomheder eller produkter favoriseres eller elimineres. Hvis det ikke er muligt at beskrive kontraktens genstand på anden måde, er det dog tilladt at benytte en sådan henvisning, såfremt ordregiver direkte efter henvisningen tilføjer ”eller tilsvarende”, jf. udbudsdirektivets art. 23, stk. 8.

Det anbefales derfor, at en ordregiver, der undtagelsesvis mener at være berettiget til at henvise til et specifikt fabrikat, holder sig til udbudsdirektivets ordlyd og tilføjer ”eller tilsvarende” umiddelbart efter fabrikatet. (Det bemærkes, at udbudsdirektivet anvender en anden formulering end det tidligere tjenesteydelses-, bygge- og anlægs- og vareindkøbsdirektiv).

Når ordregiveren overvejer, om det konkret er muligt at henvise til et fabrikat, skal det tages i betragtning, at beskrivelsen af den ønskede kontraktgenstand kan ske både ved henvisning til en standard og ved at opstille funktionelle krav. Det forhold, at der ikke findes en standard, berettiger således ikke i sig selv til at angive et referenceprodukt.

Nogle ordregivere ønsker at supplere deres ellers ”produktneutrale” beskrivelse i udbudsmaterialet med en eksemplificering, der henviser til et bestemt fabrikat. Dette sker af og til direkte i udbudsmaterialet og andre gange i forbindelse med fx spørgerunder og har angiveligt til formål at give tilbudsgiverne et bedre billede af, hvad der ønskes. Denne fremgangsmåde kan dog ikke anbefales. Eksemplet bliver en del af kravene i udbudsmaterialet, og herved overtræder ordregiveren forbuddet mod henvisninger.

Ses der på praksis fra EF-Domstolen og Klagenævnet kan det udledes, at overtrædelser af forbuddet mod henvisninger generelt bedømmes strengt. Der findes en række sager på området, som alle har fulgt samme linje.

I kendelse af 12. april 2005 (Mariendal EL-Teknik) finder Klagenævnet, at henvisningen til et referenceprodukt var uberettiget, da kravene kunne beskrives ved nøjagtige og forståelige specifikationer. Ydermere kunne ordregiveren ikke udnytte den uklarhed, der var opstået på grund af brugen af referencer til at efter eget skøn at afvise tilbud som ukonditionsmæssige.

Ordregiveren må heller ikke henvise til fx fabrikater og varenumre i de tilbudslister som tilbudsgiverne skal udfylde i forbindelse med fremsendelsen af tilbuddet.

Klagenævnet har accepteret en afvigelse fra forbuddet mod at henvise til et bestemt fabrikat i en sag, hvor kommunen skulle indkøbe udstyr til produkt, de allerede tidligere havde indkøbt.

Det vil heller ikke være tilladt i udbudsmaterialet at kræve, at fx varerne har et bestemt oprindelsesland.

Om muligheden for at angive et bestemt fabrikat eller lignende ved udbud, hvor udbudsprocedurerne ikke skal følges, fx fordi kontraktværdien er under tærskelværdien, se EF-Domstolens afgørelse i C-55/83 (Mousten Vestergaard).  Domstolens afgørelse bygger ikke på direktivbestemmelser, men på EF-traktatens almindelige regler.

Ifølge udbudsdirektivets art. 23, stk. 3 skal ordregivere definere de tekniske specifikationer med henvisning til en af følgende beskrivende metoder:

• Standarder mv. Ved henvisning til standarder er det et absolut krav, at ordregiver henviser til den standard mv., der har højest prioritet på den i udbudsdirektivet opstillede liste. Efter hver henvisning skal anføres ”eller tilsvarende”.

• Funktionsdygtighed eller funktionelle krav. Angivelserne omkring funktionsdygtighed og funktionelle krav skal være så præcise, at tilbudsgiverne kan identificere kontraktens genstand, og den ordregivende myndighed tildele kontrakten.

• En kombination af standarder mv., funktionsdygtighed og funktionelle krav.

Der skal dog ikke henvises til ovenstående europæiske standarder, funktionsdygtighed eller funktionelle krav, hvis andet er fastsat i bindende danske tekniske regler, der er forenelige med fællesskabsretten.

Hvis ordregiver angiver de tekniske specifikationer ved hjælp af standarder, skal han henvise til den standard, der har den højeste prioritet på denne liste, jf. art. 23, stk. 3, litra a:

• nationale standarder til gennemførelse af europæiske standarder,
• europæiske tekniske godkendelser,
• fælles tekniske specifikationer,
• internationale standarder,
• andre tekniske referencer udarbejdet af europæiske standardiseringsorganer,
• nationale standarder,
• nationale tekniske godkendelser, eller
• nationale tekniske specifikationer for projektering, beregning og udførelse af arbejder og anvendelse af produkter.

Det følger af udbudsdirektivets art. 23, stk. 4 og 5, at uanset om ordregiver vælger at definere de tekniske specifikationer ved hjælp af standarder eller ved angivelse af funktionsdygtighed eller funktionelle krav, kan ordregiver ikke afvise en tilbudsgivers tilbud med den begrundelse, at de tilbudte varer eller ydelser ikke er i overensstemmelse med specifikationerne:

• hvis tilbudsgiver på passende måde beviser, at hans løsning opfylder ordregivers krav, eller
• hvis tilbudsgiver på passende måde godtgør, at hans løsning er i overensstemmelse med en standard eller lignende, hvis formål er at dække netop de stillede funktionelle krav.

Det fremgår direkte af udbudsdirektivets art. 23, stk. 3, at angivelserne omkring funktionsdygtighed og funktionelle krav kan omfatte miljøegenskaber.

Det følger endvidere af udbudsdirektivets art. 23, stk. 6, at ordregiver kan anvende de detaljerede specifikationer, som kræves for at opnå et miljømærke, når denne skal fastsætte sine krav funktionsdygtighed og funktionalitet. Det kræves dog, at disse specifikationer/krav:

1. er egnede til at definere egenskaberne ved de varer eller ydelser, kontrakten vedrører,
2. er udviklet på grundlag af videnskabelig information,
3. er vedtaget igennem en proces, som alle interessenter har haft mulighed for at deltage i,  
   og
4. er tilgængelige for alle interesserede parter.

Ordregiver må ikke stille det som en betingelse, at en vare eller ydelse er mærket med et bestemt miljømærke, fx ”Blomsten”. Men ordregiver kan angive, at de varer eller tjenesteydelser, der er forsynet med et miljømærke, anses for at opfylde de tekniske specifikationer. Ordregiver skal dog acceptere enhver anden passende dokumentation. Sådan dokumentation kan fx være teknisk dokumentation fra producenten eller en prøvningsrapport fra et anerkendt organ.

Ordregiver kan endvidere stille miljøkrav til produktionsprocessen. Det er dog en betingelse, at kravene ikke udformes på en måde, der virker diskriminerende mod enkelte virksomheder eller virksomheder fra enkelte lande.

En ordregiver kan fx ønske at fremme miljøvenlige energiformer. Dette kan ordregiver gøre ved i en kontrakt om energiforsyning at stille krav om, at energien skal være fremstillet af vedvarende energikilder. Ordregiver må dog ikke stille et specifikt krav om, at energien skal være produceret ved hjælp af vindmøller, da der findes flere andre miljøvenlige energiformer.

I Konkurrencestyrelsens pjece Offentlige grønne indkøb findes flere oplysninger om adgangen til at inddrage miljøhensyn i forbindelse med udbud. Kommissionens håndbog ”Grønne indkøb” giver ligeledes gode råd om, hvordan miljøhensyn tilgodeses i forbindelse med udbud.

Det bemærkes, at udbudsdirektivet angiver, at de tekniske specifikationer bør defineres således, at der tages hensyn til kriterier vedrørende adgangsmuligheder for handicappede eller design for samtlige brugere, når det er muligt, jf. udbudsdirektivets art. 23, stk. 1, 2. pkt.

Andre sociale hensyn kan også indgå i de tekniske specifikationer. Den ordregivende myndighed kan bl.a. altid stille sociale krav til produktionsprocessen, der er afledt af obligatoriske nationale eller europæiske regler. Andre krav til produktionsprocessen kan stilles, hvis:

1. metoden er nødvendig for at produktet opfylder myndighedens behov,
2. metoden har tilknytning til selve produktet eller ydelsen, der udbydes, og
3. kravene ikke udformes på en måde, der virker diskriminerende mod enkelte virksomheder eller virksomheder fra enkelte lande.

I Konkurrencestyrelsens pjece Sociale hensyn ved offentlige indkøb findes flere oplysninger om adgangen til at inddrage sociale hensyn i forbindelse med udbud.

Reglerne om tekniske specifikationer gælder også for ydelser omfattet af udbudsdirektivets Bilag II B, jf. udbudsdirektivets art. 21.

Reglerne i udbudsdirektivet gælder ikke direkte for kontrakter under tærskelværdien.

Ordregiver skal dog respektere EF-traktatens regler og principper, når ordregiver beskriver kontraktens genstand. Det gælder også ved opgaver, hvis værdi ligger under den relevante tærskelværdi.

Udbudsmaterialet bør som udgangspunkt være færdigudarbejdet på det tidspunkt, hvor ordregiver offentliggør en udbudsbekendtgørelse.

Ved et offentligt udbud, skal udbudsmaterialet være klar tiludsendelse umiddelbart efter offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen. Ordregiver har nemlig kun 6 dage til at fremsende dette, jf. udbudsdirektivets art. 39, stk. 1. Ordregiver kan endvidere forkorte fristen for modtagelse af tilbud, hvis ordregiver allerede fra datoen for bekendtgørelsens offentliggørelse giver fri, direkte og fuld elektronisk adgang til hele udbudsmaterialet, jf. udbudsdirektivets art. 38, stk. 6.

Ved de øvrige udbudsformer bør ordregiveren også allerede forud for offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen være meget langt fremme i færdiggørelsen af udbudsmaterialet. På den måde sikres det, at der er overensstemmelse mellem udbudsbekendtgørelsen og udbudsmaterialet, og at ordregiveren ikke risikerer at komme i tidsnød. Det sikres endvidere, at ordregiver ikke lader sig påvirke af, hvilke virksomheder der prækvalificeres.

Det følger af ligebehandlingsprincippet, at alle  tilbudsgivere skal have udbudsmaterialet tilsendt i samme form og indhold.

Hvis ordregiver udsender supplerende oplysninger eller rettelsesblade, skal de derfor sendes samtidig til samtlige ansøgere eller tilbudsgivere.

Dette samme gælder, hvis ordregiver svarer på spørgsmål stillet i en indledende spørgerunde. Derfor bør ordregivers svar på en tilbudsgivers spørgsmål altid afgives skriftligt – og med kopi til samtlige ansøgere eller tilbudsgivere.

Det kan det undertiden vise sig nødvendigt at afholde en spørgerunde med henblik på at få præciseret elementer i udbudsmaterialet.

• Til et sådant møde skal indkaldes alle, der op til dets afholdelse har tilkendegivet deres interesse, hhv. er blevet prækvalificeret.
• Præciseringer i udbudsmaterialet bør gives skriftligt til alle potentielle tilbudsgivere, der har meldt deres interesse, hhv. er blevet prækvalificeret.
• Skriftlig underretning til alle tilbudsgivere skal også ske, hvor spørgsmål er rejst i underhåndskontakt med en enkelt tilbudsgiver.

I udgangspunktet  må ordregiver ikke ændre signaler undervejs i proceduren. Udbudsdirektivet indeholder ingen generelle regler om adgangen til at foretage ændringer eller præciseringer i udbudsmaterialet, men det fremgår dog af art. 30, stk. 1, litra a og art. 31, nr. 1, litra a,  at når en opgave har været annonceret, må den ikke ændres væsentligt – hvilket så også gælder, selv om der er opstået en adgang til at forhandle.

Dog forudsætter direktiverne, at der i et vist omfang kan fremsendes supplerende materiale, jf. fx udbudsdirektivets art. 39. Der tænkes hermed på nye, kompletterende oplysninger, snarere end på væsentlige ændringer i forhold til tidligere oplysninger, idet sådanne ændringer ville stride mod direktivernes og EF-traktatens gennemsigtighedsprincip.

Ændringer i udbudsmaterialet i forhold til, hvad der tidligere har været offentliggjort, kan nemlig påvirke sammensætningen af budene.

Det påbegyndte udbud kan ikke altid fastholdes, selv om også ændringen offentliggøres i EU-Tidende.

Der kan fx være tale om så væsentlige ændringer i forhold til det tidligere annoncerede, at tilbudsgivere bør gives en helt ny frist, og altså en ny udbudsrunde, således at det ikke kun er de leverandører, der i forvejen er tæt på ordregiveren, der kan nå at afgive tilbud.

Det vil med andre ord være et gradsspørgsmål, om det er nødvendigt at lade hele udbudet gå om. Det må således indgå i vurderingen, om de ændrede forudsætninger har 'forhindret konkurrencen'.

Såfremt der alene er tale om ændringer i forhold til det ikke-annoncerede skriftlige udbudsmateriale, kan man nøjes med at udsende rettelsesblade til de, der har modtaget udbudsmaterialet, jf. herved forudsætningsvis kendelse af 22. maj 1997 (Hundested Almennyttige Boligselskab).

Det er dog en forudsætning, at der kun er tale om mindre ændringer, som ikke kan påvirke konkurrencen, og at alle tilbudsgivere får samme oplysninger med passende tid til at reagere.

Der findes for øjeblikket ingen fælles metode til indberetning af ændringer til Publikationskontoret. Kommissionen arbejder imidlertid på at udforme en blanket, som ordregiverne kan benytte i disse situationer. Blanketten vil ikke blive obligatorisk og indgå i sortimentet af standardformularer, men skal ses som et tilbud til ordregiverne for at sikre en fælles struktur på denne type af information. Blanketten forventes at blive stillet til rådighed i efteråret 2006.

8.2 Kontraktvilkår

Udbudsdirektivets betragtning nr. 33 og udbudsdirektivets art. 26 omtaler mulighederne for at anvende kontraktvilkår.

Kontraktvilkår er de vilkår, som ordregiveren kræver, at ordremodtageren forpligter sig til at opfylde i forbindelse med udførelsen af den udbudte opgave.

Kontraktvilkårene kan dreje sig om generelle juridiske forhold, som ikke varierer med kontraktgenstanden. Disse kan fx angå:

• vederlag og betalingsforpligtelser,
• sikkerhedsstillelse og forsikring,
• misligholdelsesbeføjelser og
• force majeure.

Kontraktvilkårene kan også regulere sektorspecifikke forhold – fx AB92, del C, om byggemøder og samvirke med andre entreprenører – eller andre forhold vedrørende den måde, hvorpå opgaven udføres.

Kontraktvilkår er endvidere velegnede, når ordregiver ønsker at varetage sociale hensyn eller miljøhensyn i forbindelse med et udbud. Mere information om mulighederne for at indføre sociale eller miljøorienterede kontraktvilkår kan findes:

•  i Konkurrencestyrelsens vejledninger om Sociale hensyn ved offentlige indkøb og om Offentlige grønne indkøb,
•  i Kommissionens vejledninger om adgangen til at inddrage hhv. sociale hensyn og miljøhensyn i forbindelse med udbud,
•  på socialaftaler.dk.
•  Elsparefondens indkøbsvejledning.
•  Kommissionens håndbog ”Grønne Indkøb”.

Det anbefales, at udbudsmaterialet indeholder et udkast til kontrakt, som tilbudsgiverne kan forholde sig til ved udarbejdelsen af tilbudet.

Efter udløbet af tilbudsfristen sætter forhandlingsforbudet snævre rammer for forhandlinger mellem ordregiver og leverandør. Ordregiver bør derfor gennem et kontraktudkast sikre sig, at tilbudsgiverne er klar over ordregiverens forventninger.

Kontraktvilkår er ifølge udbudsdirektivet lovlige:

• hvis de er forenelige med fællesskabsretten (bl.a. må de hverken direkte eller indirekte være diskriminerende), og
• hvis de er anført i udbudsbekendtgørelsen eller i udbudsbetingelserne.

De nye regler medfører mere fleksibilitet. Tidligere skulle kontraktvilkår således være nævnt direkte i udbudsbekendtgørelsen, uanset om vilkårene gjaldt ufravigeligt for en ordremodtager eller som et konkurrenceparameter.

Et kontraktvilkårs lovlighed afhænger derfor først og fremmest af, om vilkåret er i overensstemmelse med EF-traktatens principper om ikke-diskrimination, proportionalitet og gennemsigtighed samt de almindelige regler om fri bevægelighed af varer, kapital, arbejdskraft, tjenester.

Man kan opstille en 5-punkts tjekliste, som skal være opfyldt, for at et kontraktvilkår umiddelbart overholder kravene i direktivet og EF-traktaten:

1. Kontraktvilkåret skal være offentliggjort, dvs. at vilkåret skal fremgå af udbudsbekendtgørelsen eller udbudsmaterialet.
2. Det hensyn, som kontraktvilkåret fremmer, skal være sagligt begrundet.
3. Kontraktvilkåret må ikke være diskriminerende, dvs. at vilkåret ikke må være vanskeligere for tilbudsgivere fra andre medlemsstater at overholde.
4. Kontraktvilkåret skal være proportionalt, dvs. at vilkåret ikke må være mere vidtgående, end formålet tilsiger. Fx må et kontraktvilkår kun angå de personer, der beskæftiger sig med den udbudte opgave. Ordregiver kan altså ikke pålægge tilbudsgiver at indføre et tiltag for alle ansatte i virksomheden.
5. Ordregiver kan kun opstille kontraktvilkår, der vedrører eller regulerer udførelsen af ydelser i ordregivers eget land, dvs. at vilkåret ikke må ”eksporteres”.

I Konkurrencestyrelsens udtalelse af 1. februar 2006 (Fotoflyvning) fandt styrelsen, at et kontraktvilkår som forpligtede leverandøren til at give ordregiverens opgaver 1. prioritet, for at sikre at opgaven blev gennemført til den rette tid, var sagligt, men gik langt videre end formålet tilsagde.

Konkurrencestyrelsen bad derfor ordregiveren om at slette det pågældende vilkår.

Kontraktvilkår kan fx have til formål at:

• fremme efteruddannelse på arbejdspladsen,
• skaffe beskæftigelse til personer med særlige integrationsproblemer,
• bekæmpe arbejdsløshed, eller
• beskytte miljøet.

Som eksempler på mulige kontraktvilkår nævner udbudsdirektivet bl.a. i betragtning 33 krav om at:

• ansætte langtidsledige eller iværksætte uddannelsesinitiativer for ledige eller for unge,
• overholde substansen i de grundlæggende ILO-konventioner, hvis de ikke er gennemført i national ret, og
• ansætte flere handicappede, end den nationale lovgivning kræver.

En dansk ordregiver kan fx opstille et kontraktvilkår, der forpligter tilbudsgiver til at behandle alle medarbejdere på opgaven i overensstemmelse med de kollektive overenskomster. På den måde kan ordregiver sikre sig, at udenlandske virksomheder ikke får konkurrencefordele, fordi de har lovgivning eller overenskomster, der giver arbejdstagerne mindre beskyttelse end danske overenskomster. Ordregiver kan dog ikke stille krav om, at en virksomhed skal have tilsluttet sig en kollektiv overenskomst i Danmark.

En ordregiver kan også opstille et kontraktvilkår, som giver en mere vidtgående beskyttelse af medarbejderne på en opgave end virksomhedsoverdragelsesloven giver.

Der er ikke noget til hinder for at gøre tilbudets overensstemmelse med kontraktudkastet til et konkurrenceparameter, når tildelingskriteriet er det økonomisk mest fordelagtige bud. Dette kan fx ske i forbindelse med afgivelse af et alternativt bud. Det vil dog være i strid med kravet om gennemsigtighed i udbudsproceduren, hvis ordregiver helt uspecificeret gør 'kontraktvilkår' til et tildelingskriterium.

Vælger ordregiveren at gøre tilbudets overensstemmelse med kontraktudkastet til et konkurrenceparameter, kan ordregiver blive nødsaget til at antage et tilbud, selv om det på nogle punkter afviger fra kontraktudkastet i udbudsmaterialet.

Hvis overensstemmelse med kontraktudkastet ikke er et konkurrenceparameter, er ordregiver ikke forpligtet til at acceptere afvigelser fra kontraktudkastet, jf. fx Klagenævnets kendelse af 29. april 2003. Her udtalte klagenævnet, at udbyder altid har ret til at se bort fra tilbud, der afviger fra det udbudte. Hvis tilbudet afviger væsentligt fra kontraktudkastet, skal ordregiveren dog afvise tilbudet.

8.3 Information om relevante forpligtelser vedrørende skatter, miljø og arbejdsmiljø

Det følger af udbudsdirektivets art. 27, at ordregiver i udbudsmaterialet kan oplyse, hvor ansøgerne eller tilbudsgiverne kan få de for opgaven relevante oplysninger om nationale eller regionale forpligtelser vedrørende:

• skatter og afgifter,
• miljøbeskyttelse, og
• beskyttelse på arbejdspladsen og arbejdsforhold i øvrigt.

Bestemmelsen er gjort obligatorisk i Danmark, jf. § 4 i bekendtgørelsen, der gennemfører udbudsdirektivet. Derfor skal ordregiver angive i udbudsmaterialet, hvor disse oplysninger kan indhentes.

Adresse, telefonnummer og internetadresse for den relevante statslige tjeneste, hvor der kan indhentes oplysninger om skatter, miljøbeskyttelse og sikkerhed på arbejdspladsen kan findes på Konkurrencestyrelsens hjemmeside.

Ordregiver skal anmode tilbudsgiverne om at angive i deres tilbud, at de har taget hensyn til de gældende forpligtelser vedrørende beskyttelse på arbejdspladsen og om arbejdsforhold i øvrigt. Hvis en tilbudsgiver efterfølgende ikke angiver dette i et tilbud, er det ikke konditionsmæssigt.

8.4 Alternative bud

Ordregiver kan tillade, at tilbudsgiverne afgiver alternative tilbud, når tildelingskriteriet er ”det økonomisk mest fordelagtige tilbud”, jf. udbudsdirektivets art. 24. Afgivelse af alternative bud er dog kun mulig, hvis ordregiver udtrykkeligt i udbudsbekendtgørelsen har givet tilladelse til det. Reglerne er således ændret i forhold til tidligere, hvor ordregiver skulle angive, hvis denne ikke ønskede at modtage alternative bud.

Hvis ordregiver tillader alternative bud, skal ordregiver i udbudsmaterialet angive:

• hvilke mindstekrav de alternative bud skal opfylde, og
• hvilke specifikke krav der stilles til de alternative buds udformning.

Hvis ordregiver fx ønsker at købe edb-udstyr, kan ordregiver efterspørge alternative bud, hvor edb-udstyret er specielt handicapvenligt.

Det er vigtigt, at det præcist angives, hvilke alternative bud ordregiver ønsker at modtage, da ordregiver ellers risikerer at ende med mange usammenlignelige bud. Hvis de modtagne bud ikke kan sammenlignes, vil ordregiver være forpligtet til at aflyse udbudet.

Ordregiver skal vælge det økonomisk mest fordelagtige tilbud blandt de indkomne tilbud. Valget kan ske ud fra en vurdering af, hvor meget ekstra det koster at købe et produkt eller en ydelse, der indeholder den alternative funktion, fx handicapvenlighed.

Alternative bud, der ikke overholder de fastsatte mindstekrav, er ukonditionsmæssige og skal derfor altid afvises.

I modsætning til hvad der gælder efter tilbudsloven, kan alternative tilbud ikke benyttes ved en ren priskonkurrence efter udbudsdirektivet. Det skyldes det EU-retlige forhandlingsforbud, som nødvendiggør, at alle tilbud er sammenlignelige.

Se nærmere om alternative bud i kapitel 10.2.

8.5 Oplysninger om underentreprise

Det følger af udbudsdirektivets art. 25, at ordregiver i udbudsmaterialet kan anmode tilbudsgiverne om at oplyse, hvilke dele af kontrakten de har til hensigt at give i underentreprise. Hvis ordregiver udnytter denne mulighed, skal oplysningerne fremgå af tilbudet. Ordregiver kan også anmode om at få oplyst, hvilke underentreprenører tilbudsgiverne har tænkt sig at bruge.

Selvom ordregiver beder om at få disse oplysninger om eventuelle underentrepriser, er tilbudsgiverne stadig ansvarlige for deres underentreprenører.

Som bestemmelsen er formuleret, har ordregiver som udgangspunkt ikke nogen reaktionsmuligheder, hvis en tilbudsgiver – efter at have afgivet tilbud – alligevel vælger at give dele af opgaven i underentreprise. Hvis tilbudsgiver i sit tilbud udtrykkeligt har angivet, at han ikke vil benytte underentreprenører, kan det dog have kontraktretlige konsekvenser.

8.6 Offentlige kontrakters varighed

Tre principper sætter et maksimum for, hvor lange kontrakter, ordregivere kan indgå:

1. Udbudsreglerne må ikke kunne omgås ved indgåelse af meget lange kontrakter
2. Det konkurrenceretlige princip om lige adgang til  markedet, jf. fx konkurrencelovens § 6, gælder også i forhold til offentlige kontrakter
3. Proportionalitetsprincippet, der  gælder både i forhold til forpligtelser efter EF-traktaten og som et almindeligt forvaltningsretligt princip,  fører til, at kontrakters varighed ikke må indskrænke den frie konkurrence mere end nødvendigt for at sikre afskrivningerne og et rimeligt afkast af den investerede kapital, under bibeholdelse af en med driften forbunden risiko for leverandøren.

Som udgangspunkt bør offentlige kontrakter  ikke have en varighed på mere end 3-5 år. I udbudsdirektivernes regler for opgørelse af kontraktværdien i forhold til direktivernes tærskelværdi er det således fastsat, at hvis der ikke er fastsat en samlet pris, beregnes kontraktværdien for tidsubegrænsede aftaler som om aftalen var indgået for 4 år. Tilsvarende har man sat 4 år som et maksimum for rammeaftalers varighed, der kun kan hæves, hvis særlige forhold berettiger det. .

Længere varighed kan dog accepteres under hensyntagen til konkrete forhold.  Det kan fx være, at det er nødvendigt at afskrive indsat materiel inden for kontraktens løbetid. Eller det kan være, at en længere kontrakthorisont giver mulighed for effektivitetsgevinster i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse.

I forbindelse med offentligt privat samarbejde og tildeling af koncessioner kan det også være nødvendigt med kontrakter med en længere løbetid.