2. Ordregivere omfattet af udbudsreglerne

Vejledning til udbudsdirektiverne

Udbudsdirektiverne gælder kun, når opdragsgiveren kan betragtes som ordregiver ifølge den definition, som er fastlagt i det enkelte direktiv. Definitionerne findes i art. 1, stk. 9 i direktivet for den offentlige sektor (udbudsdirektivet) og i art. 2 i forsyningsvirksomhedsdirektivet.

I udbudsdirektivet er den vigtigste gruppe af ordregivere offentlige myndigheder (statslige, regionale og kommunale myndigheder samt lokale kirkelige myndigheder). Direktivets begreb ordregivende myndighed omfatter imidlertid også en stor gruppe almennyttige organer, der på den ene eller den anden måde er kontrolleret af det offentlige. Denne gruppe kaldes i direktivet offentligretlige organer.

Ordregiverbegrebet i forsyningsvirksomhedsdirektivet omfatter både offentlige og private forsyningsvirksomheder. Når myndigheder udøver forsyningstjenester, skifter de fra at være omfattet af udbudsdirektivet til at være omfattet af forsyningsvirksomhedsdirektivet.

For begge direktiver gælder, at ordregivere kan optræde i fællesskab. Når dette er tilfældet, gælder særlige regler for centrale indkøbsorganisationer. Se herom art. 1, stk. 9 og art. 11 i udbudsdirektivet samt art. 1, stk. 8 og art. 29 i forsyningsvirksomhedsdirektivet.

2.1 Ordregivende myndighed i udbudsdirektivet

2.1.1 Statslige, regionale og kommunale myndigheder

Udbudsdirektivet gælder for alle myndigheder i den offentlige sektor, uanset om de fungerer på centralt, regionalt eller lokalt niveau. Direktivets begreb ”lokale myndigheder” omfatter således amtskommunerne, kommunerne og deres institutioner og endvidere sammenslutninger af sådanne lokale myndigheder samt lokale kirkelige myndigheder.

Hvad der forstås ved statslige myndigheder fremgår af bilag IV i udbudsdirektivet. Bilaget oplister for Danmarks vedkommende Folketinget og samtlige ministerier med tilhørende styrelser og institutioner, altså hele centraladministrationen.

Denne liste er relevant, fordi der ved køb af varer og visse tjenesteydelser, se kapitel 4, gælder en lavere tærskelværdi  for statslige myndigheder end for andre myndigheder eller offentligretlige organer. Det skyldes, at EU på det statslige område har aftalt en særlig markedsåbning med WTO, som giver sig udslag i, at andre WTO-lande skal have adgang til de statslige kontrakter. Hvornår dette er tilfældet, kan læses af listen i bilag IV.

Udgangspunktet er, at når en myndighed står opført i bilaget, da gælder den lave tærskelværdi. Det påvirker imidlertid hverken tærskelværdien eller udbudspligten, at en statslig myndighed ikke optræder på listen, fx fordi myndigheden har fået et nyt navn eller er slået sammen med en anden myndighed. Listen er nemlig kun vejledende.

Konkurrencestyrelsen har i 2006 udtalt, at politikredsene på baggrund af deres organisatoriske indplacering må anses for centrale statslige myndigheder, uanset at dette ikke for øjeblikket fremgår direkte af bilaget. 

Om udbudspligten, hvor en dansk myndighed har udbudt en opgave sammen med udenlandske myndigheder, kan der henvises til  Klagenævnets kendelser af 7. januar 1997 og af 3. marts 1997 om et fællesnordisk ambassadekompleks i Berlin.

I udtalelse af 21. marts 2006 (Kortlægning i Århus Amt) har Konkurrencestyrelsen udtalt sig om sammenslutninger af ordregivende myndigheder. Konkurrencestyrelsen fandt, at Århus Amts Kommunaltekniske Chefforenings Kortgruppe i den konkrete sag agerede som en sammenslutning af ordregivende myndigheder, som gennemførte et fælles indkøb, og at udbuddet burde have været i EU-udbud i henhold til direktivet.

2.1.2 Offentligretlige organer

Offentligretlige organer er også omfattet af udbudspligten efter udbudsdirektivet.

Ved 'offentligretlige organer' forstås ethvert organ

  1. som har til opgave at varetage opgaver af almen interesse, der ikke har industriel eller kommerciel karakter,
  2. som er en juridisk person, og
  3. hvis drift er underlagt offentlig kontrol på en af følgende tre måder:

3a. Driften finansieres enten for størstedelens vedkommende af staten, de lokale myndigheder               eller andre offentligretlige organer,

            eller

      3b. Driften er underlagt kontrol fra staten, lokale myndigheder eller andre offentligretlige             organer,             eller

      3c. Mere end halvdelen af medlemmerne i administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet             udpeges af staten, lokale myndigheder eller offentligretlige organer.

Også et privatretligt organiseret selskab kan være et offentligretligt organ. Når et organ indgår i en koncern eller gruppe sammen med andre offentligretlige organer eller sammen med selskaber, der udøver rent kommerciel virksomhed, må bedømmelsen af, om der er tale om et offentligretligt organ, ske med udgangspunkt i organet selv.

Efter EF-Domstolens praksis skal kriterierne 1, 2 og 3 være opfyldt samtidigt for, at et organ karakteriseres som et offentligretligt organ.

Både EF-Domstolen og Klagenævnet har i en række sager taget stilling til forståelsen og rækkevidden af de enkelte kriterier, som indgår i definitionen.

Det første kriterium er varetagelse af opgaver af almen interesse.

For at blive anset for et offentligretligt organ skal institutionen / organisationen have som opgave at varetage en almen interesse, dog ikke på det erhvervs- eller forretningsmæssige område. Efter EF-Domstolens metode undersøges det først, om organets aktiviteter faktisk imødekommer et behov hos almenheden, og herefter vurderes det i bekræftende fald, om dette behov falder inden for eller uden for det erhvervs- eller forretningsmæssige område. Se fx Korhonen, sag c-18/01, præmis 40. 

I Arnhem-sagen,    C-360/96,  har EF-Domstolen udtalt, at det afgørende er, om man kan udelukke den mulighed, at organet lader sig lede af andre hensyn end økonomiske, fx ved at organet lider økonomiske tab på grund af gennemførelsen af en bestemt indkøbspolitik hos den myndighed, der kontrollerer det. Et selskab kan godt være et offentligretligt organ, selv om der optræder private operatører inden for samme erhvervsmæssige område. Den omstændighed, at der består en udviklet konkurrence, og navnlig den omstændighed, at det pågældende organ handler i en konkurrencesituation på markedet, kan dog være et indicium for, at der ikke er tale om et behov hos almenheden, der falder uden for det erhvervs- eller forretningsmæssige område, jf. også Agorà-sagen.

Det kan indgå i overvejelserne, om virksomheden er non-profit, men det er ikke afgørende. I Agorà-sagen, C-223/99,  sagde Domstolen således, at ”selv om det omhandlede organ ikke virker med fortjeneste for øje, drives det, som det fremgår af art. 1 i dets vedtægter, på grundlag af kriterier om overskud, effektivitet og rentabilitet”.  Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at virksomheden selv bar den økonomiske risiko, der er forbundet med dets aktiviteter, og at det offentlige ikke dækkede et underskud.

Samme overvejelser har Domstolen givet udtryk for i sag C-18/01, Korhonen, hvor der blev lagt vægt på hvilke betingelser, det pågældende organ havde for udøvelsen af sin virksomhed. I denne sag lagde Domstolen endvidere vægt på, at organet havde modtaget offentlig støtte.

Klagenævnet for Udbud har i en kendelse af 21. september 1998 (Miljøteam Århus) bestemt, at en selvejende virksomhed, hvis formål er at forestå de af Århus Byråd fastlagte indsamlingsordninger for husholdningsaffald, er udbudspligtig. Selskabet udøvede sin virksomhed i henhold til en overenskomst, indgået med Århus kommune, hvorefter virksomheden havde eneret til afhentning af husholdningsaffald i Århus. Virksomheden modtog i princippet alle de renovationsafgifter, som blev opkrævet hos brugerne i Århus. Virksomheden imødekom således ikke et behov på det 'erhvervs- eller forretningsmæssige område.

Selv om et selskab - udover at imødekomme almenhedens behov på et ikke- forretningsmæssigt område - også delvis optræder på det forretningsmæssige område, fx i forhold til private kunder, betragtes det stadig som et offentligretligt organ, jf EF-Domstolens afgørelser i Mannesmann-sagen, C-44/96, og Irish Forestry-sagen, C-306/97. 

I sagen om Universale-Bau AG, C-470/99, udtalte EF-Domstolen, at en enhed, som ikke er oprettet specielt med henblik på at imødekomme almenhedens behov af ikke-industriel og ikke-kommerciel karakter, men som senere har fået overdraget varetagelsen af sådanne behov og siden faktisk har sikret, at disse imødekommes, er et offentligretligt organ, forudsat at det objektivt kan konstateres, at den varetager imødekommelsen af disse behov.

I sag C-373/00, Adolf Truley lagde Domstolen vægt på, at der var en lovbestemt pligt til at sørge for dækning af almenhedens behov. I sagen havde en bedemandsvirksomhed en lovbestemt pligt til at sørge for bisættelse af personer, som ikke selv havde midler hertil. Vurderingen afhang ikke af, hvilket omfang denne almennyttige opgave havde i forhold til virksomhedens aktiviteter på det forretningsmæssige område.

I sag C-283/00 Kommissionen mod Spanien udtalte Domstolen, at ”selv om SIEPSA, som er et statsejet aktieselskab, udøver sine aktiviteter med gevinst for øje, er det tilstrækkeligt at bemærke, at selv om det antages at SIEPSA ’s aktiviteter er udbyttegivende, er det udelukket at anse de formål, som består i at opnå sådan et udbytte, for selskabets hovedformål”.

SIEPSA’s opgaver var et grundlæggende element i den spanske stats politik på kriminalforsorgens område.

På baggrund af EF-Domstolens praksis kan sammenfattende opstilles følgende indikatorer for vurderingen af et organs status:

  • Opererer organet i et konkurrencepræget miljø?
  • Udøver organet sin virksomhed på normale markedsvilkår?
  • Har organet til formål at skabe indtjening?
  • Bærer organet selv de tab og de økonomiske risici, der er forbundet med udøvelsen af virksomheden?
  • Har organet en lovbestemt pligt til at sørge for at dække almenhedens behov?

Hvis de fire første indikatorer er til stede, taler det for, at organet falder uden for udbudspligten. Hvis den femte indikator er til stede, trækker dette derimod i retning af udbudspligt.

Det andet kriterium er, at organet skal være en juridisk person

Ved vurderingen heraf er den retlige form ikke afgørende, blot der er tale om en selvstændig juridisk person. Se navnlig BFI Holding, sag C-360/96.

Det tredje kriterium angår det offentliges kontrol med organet. Kriteriet rummer tre led, hvoraf mindst ét led skal være opfyldt for, at organet kan betegnes som ordregivende myndighed.

  • Det første led nævner som eksempel på den offentlige kontrol, at driften for størstedelens vedkommende finansieres af staten, regionale eller lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer. 

I sagen om University of Cambridge, C-380/98, udtalte EF-Domstolen, at det afgørende er, om der er tale om en almindelig støtteforanstaltning.

Hvis derimod beløbet betales som en modydelse for kontraktbestemte ydelser til myndigheden, og altså ikke har karakter af et driftstilskud, er betalingen ikke relevant for vurderingen af, om virksomheden er et offentligretligt organ.

  • Det andet led beskriver det forhold, at virksomhedens drift er underlagt det offentliges kontrol. Dette kriterium omfatter både kontrol, der er baseret på et retligt grundlag, fx fordi der ved lov eller administrative bestemmelser er tillagt det offentlige indgrebsbeføjelser over for virksomheden, og faktisk kontrol, der udøves uden et retligt grundlag herfor. EF-Domstolen har fastslået, at bedømmelsen af, om en kontrol fra det offentlige er relevant, hviler på, om kontrollen skaber en tilknytning mellem organet og det offentlige, som giver det offentlige en mulighed for at påvirke organets beslutninger på området for offentlige kontrakter.

Kommissionen afgav i 1993 en udtalelse om, at danske almene boligorganisationer er offentligretlige organer og begrundede dette med de muligheder, som kommunalbestyrelsen har for i forbindelse med sit tilsyn at overtage driften af selskabet.

Det er ikke tilstrækkeligt til at opfylde betingelsen, at et organ er underlagt den samme generelle kontrol som private juridiske enheder af samme art er underlagt i henhold til lovgivningen.

  • Det tredje led beskriver det forhold, at det offentlige har bestemmende indflydelse på virksomheden ved, at det besætter mere end halvdelen af medlemmerne i administrations-, ledelses eller tilsynsorganet.

Administrations- eller ledelsesorganet vil normalt være direktionen, bestyrelsen, generalforsamlingen eller repræsentantskabet.

Ved vurderingen af, hvilke organer der er relevante, må man se på, om organet reelt har indflydelse på selskabets drift.

Såfremt et repræsentantskab udnævner et selskabs ledelse og godkender budgetter og regnskaber, vil sammensætningen af repræsentantskabet give en relevant indikation af det offentliges indflydelse.

Der er en oversigt over offentligretlige organer i udbudsdirektivets bilag III. Oversigten er alene vejledende, om end det er hensigten, at fortegnelsen skal være så fuldstændig som muligt. Det er således ikke afgørende for udbudspligten, om et organ er opført på listen, men derimod om organet er dækket af (alle) de tre kriterier, der indgår i definitionen af et offentligretligt organ.

  • Følgende organer er p.t. opført for Danmark: Danmarks Radio, Det landsdækkende TV2, Danmarks Nationalbank, Sund og Bælt Holding, A/S Storebælt, A/S Øresund, Ørestadskonsortiet, Ørestadsselskabet I/S, Byfornyelsesselskabet København, Hovedstadsområdets Sygehusfællesskab, Statens og Kommunernes Indkøbsservice, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Arbejdsmarkedets Feriefond, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Naviair.
  • Kommissionen har accepteret, at Datacentralen, Kommunedata og Kommunekemi ikke kom på listen, formentlig fordi deres aktiviteter betragtedes som 'kommerciel' virksomhed.
  • Som kategorier af offentligretlige organer er opført: De almene boligorganisationer, og andre forvaltningssubjekter.

Klagenævnet for Udbud har i sagen Unitron Scandinavia A/S (kendelse 22.1.1998) udtalt, at en privat virksomhed, der ikke opfyldte ovennævnte tre kriterier, ikke af andre grunde kan betragtes som ordregivende myndighed. Klagenævnet henviste til, at direktivets regler om, hvem der er ordregivende myndighed, må anses for udtømmende. 

Da Unitron-sagen blev forelagt EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse, udtalte Domstolen i dom af 18. november 1999, (C-275/98), at når en ordregivende myndighed overdrager en særlig ret til at udføre offentlige tjenesteydelser til en virksomhed, der ikke er en ordregivende myndighed, skal myndigheden kræve af den pågældende virksomhed, at den ved indgåelse af vareindkøbsaftaler med tredjemand som led i denne virksomhed respekterer princippet om, at forskelsbehandling på grundlag af nationalitet ikke er tilladt.

Denne forpligtelse er nu afspejlet i udbudsdirektivets art. 3.

Offentligretlige organer' er på vare- og tjenesteydelsesområdet underlagt den høje tærskelværdi i direktivet. Den lave tærskelværdi gælder kun organer, der er en del af centraladministrationen, jf. udbudsdirektivets art. 7.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt til at forpligte organet til at følge den lave tærskelværdi, at organet er under centraladministrationens kontrol, hvis det er en selvstændig juridisk person, som ikke er del af et ministerområde.

2.2 Forsyningsvirksomhedsdirektivets ordregiverbegreb

Indtil 1989 var forsyningsvirksomheder undtaget fra EU-udbudsreglerne. Begrundelsen var, at forsyningsvirksomheder i nogle lande var offentligt ejede, mens de i andre lande var private. Lande med offentligt ejede virksomheder ønskede ikke at pålægge forpligtelser for disse virksomheders indkøb, med mindre forpligtelsen også kom til at omfatte de private forsyningsvirksomheders indkøb. Da man i 1989 enedes om et direktiv på området, kom det derfor til at omfatte både den offentlige og den private sektor.

Dette er baggrunden for, at forsyningsvirksomhedsdirektivet anvender et særligt ordregiverbegreb. Der er ved revisionen sket ændringer i ordregiverbegrebet - og dermed i anvendelsesområdet for direktivet.

Der er tre typer ordregivere i forsyningsvirksomhedsdirektivet, jf. art. 2:

  • Statslige og kommunale myndigheder og offentligretlige organer,  dog kun når de optræder som forsyningsvirksomheder, jf. art. 2, stk. 1, litra a.
  • (Andre) forsyningsvirksomheder, hvor en statslig eller kommunal myndigheder eller et offentligretligt organ besidder majoriteten af virksomhedens ansvarlige kapital eller råder over flertallet af de stemmer, som er knyttet til de kapitalandele, som virksomheden har udstedt, eller hvis myndigheden kan udpege mere end halvdelen af medlemmerne i virksomhedens administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan, jf. art. 2, stk. 1, litra b. 
  • Herudover omfatter direktivet private forsyningsvirksomheder, som driver virksomhed på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder, der er indrømmet af en kompetent myndighed i en medlemsstat, jf. art. 2, stk. 3.

Definitionen af særlige og eksklusive rettigheder er blevet ændret med det nye direktiv. Definitionen, der findes i art. 2, stk. 3, er bragt i overensstemmelse med den definition af særlige og eksklusive rettigheder, som er anvendt af EF-Domstolen på andre områder, navnlig inden for telekommunikation. Herudover indeholder betragtning 25 fortolkningsbidrag til, hvordan den nye bestemmelse skal forstås.

Grundlæggende betyder den nye definition, at en virksomhed, der har været omfattet af det hidtidige forsyningsvirksomhedsdirektiv, udelukkende fordi den opfyldte den gamle definition af særlige og eksklusive rettigheder, ikke vil blive omfattet af udbudspligten i det nye direktiv. Det vil derfor ikke længere være en automatisk følge, at en sådan ret bringer virksomheden ind under direktivet, men spørgsmålet må afgøres sag for sag.

For at en særlig eller eksklusiv ret har til følge, at indehaveren af rettigheden fremover kan blive omfattet af udbudspligten i forsyningsvirksomhedsdirektivet, skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Rettigheden følger af en tilladelse, som er givet af en kompetent myndighed i henhold til lov eller administrativ bestemmelse
  • Rettigheden vedrører en af de aktiviteter, der er nævnt i direktivets artikler 3-7.
  • Rettigheden påvirker i væsentlig grad andre virksomheders muligheder for at udføre den pågældende aktivitet

Det er navnlig den tredje betingelse om, at rettigheden i væsentlig grad skal påvirke andre virksomheders muligheder for at udføre den pågældende aktivitet på det samme territorium og under de samme betingelser, der giver en forskel i forhold til hidtidig praksis. Allerede på dette punkt i vurderingen vil der være virksomheder, der falder uden for direktivet, fordi ”væsentlighedskriteriet” ikke er opfyldt.

Hertil kommer, at selvom en virksomhed har opnået en særlig eller eksklusiv ret, der efter sit indhold opfylder betingelserne i direktivet, kan selve den måde, retten er tildelt på, bevirke, at der alligevel ikke indtræder en forpligtelse til at følge direktivet. I betragtning 25 siges det nemlig, at selv om en medlemsstat har givet et begrænset antal virksomheder en rettighed, følger der ikke heraf en udbudspligt efter direktivet, hvis rettighederne er tildelt på grundlag af objektive, proportionale og ikke diskriminerende kriterier, som giver enhver, der har interesse heri, mulighed for at drage fordel af dem. Dette betyder navnlig, at der skal have været en tilstrækkelig offentlighed om muligheden for at opnå den pågældende rettighed.

Som eksempler herpå kan nævnes, at rettigheden:

  • Er tildelt efter en almindelig udbudsprocedure, fx i form af en tjenesteydelseskontrakt om busdrift,
  • Er tildelt efter et udbud af en bygge- og anlægskoncession, fx på opførelse og drift af et vandforsyningsanlæg.
  • Er tildelt som en tjenesteydelseskoncession, fx på havnedrift
  • Har form af en kontrakt på en B-tjenesteydelse, fx om jernbanedrift
  • Er en autorisation, som er opnået efter procedurer, der er fastsat i en specifik sektorregulering, fx ved direktiv 98/30/EF om naturgas eller direktiv 96/92/EF om elektricitet.

Til trods for denne indsnævring af ordregiverkredsen vil der naturligvis fortsat være private virksomheder, som gribes af definitionen i art. 2, stk. 3.

Det gælder fx, hvis rettigheden er tildelt uden nogen form for konkurrenceudsættelse. Et konkret eksempel herpå kan være, at retten stammer fra en kontrakt, som er tildelt ”koncerninternt” efter direktivets art. 23. Se nærmere herom i kapitel 3.2<//u>.

Det gælder også, hvor en offentlig virksomhed, der har udøvet en forsyningsaktivitet, omdannes til en privat forsyningsvirksomhed ved, at den offentlige indflydelse nedtones, således at virksomheden ikke længere er omfattet af art. 2, stk. 1, litra b.   

Selve de forsyningsaktiviteter, som er omfattet af direktivet, fremgår af art. 2, stk. 2 og artiklerne 3–7. I det følgende beskrives disse aktiviteter.

Art. 3 nævner gas, varme og elektricitet

Direktivet gælder for virksomheder, der driver eller stiller net til rådighed for produktion, transport eller distribution af gas, varme og elektricitet. Herudover gælder direktivet for forsyning af disse net.

Dette gælder således elselskaber og virksomheder, der varetager forsyningen med gas og varme, herunder kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsselskaber.

  • For så vidt angår gas eller varme undtager art 2, stk. 2, litra a og b, i  direktivet virksomheder, der ikke er statslige, kommunale eller offentligretlige organer, fra udbudspligten, hvis produktionen er et uundgåeligt resultat af anden virksomhed. Det forudsættes bl.a., at forsyningen af det offentlige net højst svarer til 20 % af virksomhedens omsætning.
  • For så vidt angår elektricitet, undtager art. 3, stk. 3, litra a og b, i  direktivet forsyningsvirksomheder, der ikke er statslige, kommunale eller offentligretlige organer, fra udbudspligten, hvis produktionen af vand eller elektricitet er nødvendig for udøvelsen af en anden form for virksomhed. Det forudsættes her,at forsyningen af det offentlige net kun afhænger af virksomhedens eget forbrug og i øvrigt ikke overstiger 30 % af virksomhedens samlede energiproduktion.

Art. 4 gælder for tilrådighedsstillelse eller drift af net i forbindelse med produktion, transport og distribution af drikkevand. Hertil kommer forsyning af sådanne net.

Ordregivere, der udøver denne form for virksomhed, er også forpligtede til at følge direktivet, når de indgår kontrakter om vandbygningsprojekter, kunstvanding eller dræning og om afledning og rensning af spildevand.

I lighed med undtagelsen for gas og elektricitet har også bestemmelsen om vandforsyning en undtagelse for situationer, hvor forsyningen har mindre omfang, jf. art. 4, stk. 3, litra a og b.

Art. 5 gælder for transportområdet.

Bestemmelsen omfatter transport med jernbane, automatiske systemer, sporvogn, trolleybus, bus eller kabel. 

Direktivet fastsætter, at inden for transportområdet anses et net for at bestå, hvis driften foregår på betingelser, der er fastsat af en kompetent myndighed. Disse betingelser kan fx vedrøre ruter, kapacitet og betjeningshyppighed.

Dette er i Danmark fortolket som ”almindelig rutekørsel”, hvorimod speciel rutekørsel, som fx skolekørsel, der udføres for en kommune, ikke er omfattet af forsyningsvirksomhedsdirektivet. Dette vil derimod være en tjenesteydelse efter udbudsdirektivet.

Udbudspligten indtræder ikke først i driftsfasen. Allerede under opførelsen af et jernbanenet (minimetroen) blev fx Ørestadsselskabet omfattet af forsyningsvirksomhedsdirektivet (men kun for så vidt angår de aktiviteter, der vedrører jernbanenettet, ikke byudviklingsaktiviteterne i Ørestaden).

Art. 6 definerer som noget nyt posttjenester som en forsyningstjeneste.

Hidtil har postsektorens indkøb været omfattet af direktiverne for den offentlige sektor. I betragtning af den åbning af markedet, som er under udvikling på dette område, blev det imidlertid under revisionen af direktiverne besluttet at overføre postsektoren til forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Bestemmelsen om postsektoren omfatter som kerneområde adresserede brevforsendelser, bøger, kataloger, aviser, tidsskrifter og pakker samt tjenester som indsamling, sortering, transport og omdeling.

Enheder, der udfører denne type af posttjenester, skal tillige følge direktivet, når de yder forvaltning af kurerservice, fx mail-room tjenester, forsendelse af uadresserede reklamer, finanstjenester som postanvisninger og girering, logistiske tjenester m.v.

Det skal dog bemærkes, at sidstnævnte typer af tjenester kan søges undtaget efter fritagelsesproceduren i direktivets art. 30. Se nærmere herom i kapitel 13.

Art. 7 omhandler efterforskning efter og udvinding af olie, gas m. v.

Bestemmelsen omfatter de virksomheder, der har fået koncession i medfør af Undergrundsloven.

Sammebestemmelse omtaler også tilrådighedsstillelse af lufthavne, havne og andre transportterminaler for sø- og lufttransport.

Området for teletjenester har hidtil været omfattet af forsyningsvirksomhedsdirektivet, men er nu gledet helt ud af direktivet.

I direktivets bilag I til X er for de enkelte medlemslande og for de enkelte aktiviteter angivet det lovgivningsmæssige grundlag, som den pågældende koncession hvilede på ved direktivets ikrafttræden. Disse angivelser er dog kun vejledende.

Direktivets art. 26 angiver nogle særlige undtagelser for visse typer af kontrakter. Ordregivere inden for vandforsyning er ikke forpligtede til at følge direktivet, når de indkøber vand. Tilsvarende er ordregivere inden for gas-, varme- og elforsyning samt efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul og andet fast brændsel ikke forpligtede til at udbyde kontrakter om levering af energi eller brændsel til energiproduktion,

Selv om en virksomhed er omfattet af ordregiverdefinitionen, gælder udbudspligten ikke, når virksomheden udøver andre aktiviteter end de ovenfor nævnte. I kapitlet om tærskelværdier er beskrevet, hvordan man vælger direktiv, hvis én kontrakt både skal imødekomme forsyningsaktiviteter og andre aktiviteter.

2.3 Centrale indkøbsorganisationer

Brugen af centrale indkøbsorganisationer har hverken været reguleret i de hidtidige direktiver for den offentlige sektor eller i forsyningsvirksomhedsdirektivet. Begge de nye direktiver indfører imidlertid regler for sådanne indkøb.

I udbudsdirektivets art. 1, stk. 10 defineres en indkøbscentral som en ordregivende myndighed, der:

  • indkøber varer og/eller tjenesteydelser for andre ordregivende myndigheder, eller
  • indgår kontrakter eller rammeaftaler om bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser for andre ordregivende myndigheder.

Dette indebærer, at indkøbscentraler både kan virke som lagerførende grossister, og som det allerede kendes fra dansk praksis, som formidlere af rammeaftaler eller kontrakter. 

Betingelserne for, at indkøb gennem en indkøbscentral fritager den pågældende ordregivende myndighed for dens egen udbudsforpligtelse fremgår af udbudsdirektivets art. 11. Det er her gjort klart, at udbudsforpligtelsen vil være løftet, forudsat at indkøbscentralen har overholdt direktivet.

I forsyningsvirksomhedsdirektivet findes definitionen af en indkøbscentral i art. 1, stk. 8. Det er her værd at mærke sig, at kun ordregivende myndigheder efter direktivets art. 2, stk. 1, litra a og ordregivere efter udbudsdirektivet kan fungere som indkøbscentraler.

Afgrænsningen betyder, at ordregivere, der har karakter af offentlige virksomheder eller private virksomheder, som har fået en særlig eller eksklusiv ret, ikke kan agere som indkøbscentral for andre. Tilsvarende må sådanne ordregivere henvende sig til enheder, der opfylder kravene i art. 1, stk. 8, hvis de ønsker at benytte en indkøbscentral.

Som følge af denne begrænsning bestemmes det tilsvarende i art. 29, at afhængigt af hvilket regi indkøbscentralen virker i, må den enten have opfyldt udbudsforpligtelsen i forsyningsvirksomhedsdirektivet eller udbudsdirektivet.

Ordregivere i forsyningsvirksomhedsdirektivet kan således vælge at benytte en indkøbscentral, som er etableret under den offentlige sektor, og som udbyder efter de regler, der gælder herfor.

Indgåelse af rammeaftaler er nærmere omtalt i kapitel 3.3.

Brugen af en indkøbscentral kan både være vedvarende og baseret på ad hoc opgaver. Det er således efter direktiverne muligt for en kreds af ordregivere at slå sig sammen og fungere som indkøbscentral på et enkeltstående kontraktområde, når blot ovennævnte betingelser er opfyldt.  

Konkurrencestyrelsen har i samarbejde med det internationale Public Procurement Network udarbejdet en elektronisk guide til centrale indkøbsorganisationer