Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste "Vejledning til tilbudsloven 2005" Kapitel 12 Klageadgang, § 16I lovens § 16 er det præciseret, at der er mulighed for at klage over overtrædelser af tilbudslovens regelsæt til Klagenævnet for Udbud. De nærmere regler for Klagenævnets virksomhed er fastsat i lov nr. 415 af 31. maj 2000 om Klagenævnet for Udbud og bekendtgørelse nr. 602 af 26. juni 2000. Klage kan indbringes af enhver med retlig interesse heri. Efter nævnets praksis har aktuelle tilbudsgivere retlig interesse i nævnets vurdering af en påstået overtrædelse af udbudsreglerne og dermed klageadgang. Endvidere har potentielle tilbudsgivere klageadgang. Således har nævnet behandlet en klage fra en rengørings-og konsulentvirksomhed, som klagede over, at en kommune indgik kontrakt om rengøring uden udbud, selvom kontraktsummen oversteg tjenesteydelsesdirektivets tærskelværdi. Klagenævnet fandt, at klageren havde retlig interesse i Klagenævnets bedømmelse af sagen, fordi klageren kunne have givet tilbud, hvis udbud var blevet gennemført. Derimod har nævnet afvist at behandle en klage fra nogle ansatte hos en kommune over kommunens påståede overtrædelse af udbudsreglerne i forbindelse med overladelse af opgaver til et aktieselskab. Endvidere har nævnet afvist en klage fra en miljøforening over, at Københavns Lufthavne A/S havde undladt at afholde udbud i forbindelse med indhentelse af en miljøundersøgelse. Herudover er en række organisationer og myndigheder tillagt klageadgang efter klagenævnsloven og klagenævnsbekendtgørelsen, herunder Konkurrencestyrelsen og forskellige interesseorganisationer m.v., jf. klagenævnslovens § 4 og bilaget til klagenævnsbekendtgørelsen. Klageren skal skriftligt orientere udbyderen om klagen senest samtidig med, at klagen sendes til Klagenævnet. Klagenævnet kan afvise en sag, eksempelvis hvis klageren ikke er klageberettiget. Endvidere kan Klagenævnet afgøre en sag i realiteten helt eller delvist, herunder kan nævnet annullere ulovlige beslutninger eller pålægge en udbyder at lovliggøre en udbudsforretning, jfr. klagenævnslovens § 6, stk. 1. Klagenævnet har også mulighed for - hvis klageren anmoder om det - at pålægge udbyderen at betale erstatning til en klager, som har lidt et tab som følge af udbyderens overtrædelse af regler i tilbudsloven eller tilbudsbekendtgørelsen. Nævnets erstatningsafgørelser skal træffes i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler. Erstatning kan gives både til dækning af tilbudsgiverens forgæves afholdte udgifter til afgivelse af tilbud m.v. (negativ kontraktinteresse) og til dækning af tilbudsgiverens mistede fortjeneste ved ikke at have opnået ordren (positiv opfyldelsesinteresse). Sidstnævnte erstatningsform kræver, at tilbudsgiveren kan sandsynliggøre, at han skulle have fået tildelt ordren. Klagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men kan indbringes for domstolene inden 8 uger efter at nævnets afgørelse er meddelt parterne. Hvis Klagenævnets afgørelse ikke er anket inden 8 uger, er den endelig. Skriftlig klage indgives til Klagenævnet for Udbud, Sekretariatet, Kampmannsgade 1, 1780 København V. Gebyr for klagens behandling udgør 4.000 kr. Gebyret kan tilbagebetales, hvis sagen afvises, eller hvis klageren får helt eller delvist medhold. Klagenævnets kendelser offentliggøres løbende på www.klfu.dk. Version 1.0 December 2005 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, www.ks.dk |