Tegn på kartelaftaler

Hvad angår prisaftaler, markedsdelingsaftaler og ikke mindst tilbudskoordinering er der ofte indikationer, som kan vække mistanke om, at noget er galt.

Nedenfor er listet en række eksempler på først og fremmest indikationer på tilbudskoordinering.  Indikationerne ikke i sig selv er et bevis på, at der foregår ulovligheder. Men det er faresignaler, som bør skærpe opmærksomheden, og eventuelt føre til en henvendelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

  • Nogle udbydere giver aldrig tilbud på dine opgaver, selv om de har mulighed for det.
  • Tilbud fra en ny tilbudsgiver medfører et mærkbart fald i det ”normale” prisniveau.
  • Samme tilbudsgiver er næsten altid billigst, uanset der ikke er særlige forhold, der begrunder dette.
  • Skriftlige tilbud fra konkurrerende tilbudsgivere indeholder de samme karakteristika. Det kan være formuleringer, stavefejl, regnefejl, ens mellemregninger etc.
  • En tilbudsgiver afslører kendskab til en konkurrents budafgivelse, før den eventuelt bliver offentligt kendt.
  • Du bliver opmærksom på, at kun én tilbudsgiver henter priser mv. hos leverandører (f.eks. byggematerialer).
  • Der er meget stor prisforskel på det vindende bud og de øvrige bud.
  • Den vindende tilbudsgiver trækker sig tilbage uden plausibel forklaring.
  • Lokale tilbudsgivere indregner samme transportomkostninger som tilbudsgivere, der er fjernere beliggende.
  • To eller flere tilbudsgivere ”skiftes” til at afgive laveste tilbud efter et fast mønster.
  • To eller flere tilbudsgivere ”skiftes” til at afgive højeste bud.
  • Det er svært/umuligt at indhente tilbud fra tilbudsgivere udenfor lokalområdet, selv om der ikke umiddelbart er forretningsmæssig begrundelse herfor.
  • Tilbudssummerne stiger generelt hos alle tilbudsgivere, uanset der ikke er en naturlig forklaring herpå, f.eks. i form af råvareprisstigninger o.l.
  • De indhentede tilbud ligger væsentligt højere end de forventede omkostninger ved varen eller tjenesteydelsen tilsiger.
  • Der er uforklarlige fald i antallet af tilbud i forhold til tidligere udbudsrunder.
  • Den vindende tilbudsgiver bruger jævnligt sine konkurrenter som underentreprenører.
  • Konkurrerende tilbudsgivere giver påfaldende ens tilbud.
  • Konkurrerende tilbudsgivere foretager samtidige og ensartede prisændringer uden logiske forklaringer.