Gå til resume Gå til indhold
 

Forbrugerklagernævnet efter 1. oktober 2015

Forbrugerklagenævnet er et uvildigt klagenævn, som behandler klager fra forbrugere over varer eller tjenesteydelser købt hos erhvervsdrivende.

Forbrugerklagenævnet består af en formand og repræsentanter for forbruger- og erhvervsorganisationer. Formanden skal være dommer og må ikke have særlig tilknytning til forbrugernes eller erhvervslivets organisationer.

Repræsentanterne for forbrugere og erhvervsorganisationer udnævnes af erhvervs- og vækstministeren som medlemmer af nævnet for tre år ad gangen efter indstilling fra de relevante organisationer. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungerer som sekretariat for Forbrugerklagenævnet.

Kompetence

Forbrugerklagenævnet behandler klager fra private forbrugere vedrørende varer eller arbejds- og tjenesteydelser købt hos erhvervsdrivende. Erhvervsdrivende, samt offentlige myndigheder og offentlige institutioner kan ikke indgive klager. Forbrugere kan som udgangspunkt kun indgive en klage over en erhvervsdrivende, som er etableret i Danmark.

Forbrugerklagenævnets arbejde er reguleret af lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager (forbrugerklageloven) og bekendtgørelse om behandling af forbrugerklager i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt Forbrugerklagenævnet.

Der er som følge heraf fire områder, Forbrugerklagenævnet ikke kan behandle klager over:

  1. Sundhedsydelser
  2. Uddannelser udbudt af det offentlige
  3. Tvister, der er afgjort ved endelig dom, gyldig bindende voldgift eller retsforlig
  4. Køb af fast ejendom.

Endvidere er der fastsat maksimums- og minimumsbeløbsgrænser, således at varens eller ydelsens pris skal være på mindst 1.000 kr. og højst 100.000 kr. For klager over tøj og sko skal købsprisen dog være mindst 650 kr.

Procedure

Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, hvis forbrugeren forinden forgæves har forsøgt at løse problemet med den erhvervsdrivende gennem Center for Klageløsning. Sagsbehandlingen foregår på et skriftligt grundlag, og parterne er derfor heller ikke til stede under nævnsmødet.

Via siden klagonline.forbrug.dk, er det muligt for forbrugere at klage online til Forbrugerklagenævnet. Der er tale om en digital selvbetjeningsservice, hvor forbrugeren og den erhvervsdrivende har samtidig adgang til at følge en sag i Forbrugerklagenævnet digitalt fra oprettelse af sagen til afgørelsen. På siden "Min Sag" er der også mulighed for at afgive og modtage bemærkninger eller svar digitalt.

Læs mere om mulighederne for at klage til Forbrugerklagenævnet på forbrug.dk

Når en sag er færdigbehandlet, bliver der truffet afgørelse i sagen. Hvis afgørelsen lyder på, at forbrugeren fx skal have et beløb udbetalt, så er det i første omgang op til parterne selv, at få afregnet. Sker dette ikke, er der i en række tilfælde mulighed for, at afgørelsen kan tvangsfuldbyrdes ved fogedretten. I andre tilfælde, kan forbrugeren med hjælp fra Nævnenes Hus indbringe sagen for retten. I begge tilfælde kan forbrugeren få dækket sine omkostninger til en eventuel retssag.

Læs mere om tvangsfuldbyrdelse mv.

Hvis en erhvervsdrivende ikke følger en afgørelse truffet af Forbrugerklagenævnet, offentliggøres den erhvervsdrivendes navn på Firmatjek. Firmatjek er en elektronisk liste over erhvervsdrivende, der ikke følger Forbrugerklagenævnets afgørelse, og som via forbrug.dk og firmatjek.dk er tilgængelig for forbrugerne. Oplysningerne på Firmatjek er tilgængelige i et år fra offentliggørelse. Samtidig med, at en virksomhed bliver offentliggjort, bliver der udsendt en pressemeddelelse med navnene på de registrerede virksomheder.

Gebyr ved Forbrugerklagenævnet

Gebyr for sagens behandling er 400 kr. Hvis forbrugeren får medhold i en klage ved et forlig eller en afgørelse, eller hvis sagen må afvises som uegnet, tilbagebetales klagegebyret.

Den erhvervsdrivende skal betale 1.000 kr. til Nævnenes Hus  for styrelsens udgifter til en sags behandling ved Forbrugerklagenævnet, når sagen bliver forligt og 6.000 kr. når forbrugeren får medhold i sin klage.

Sidst opdateret:   1. oktober 2015