Regeringen sætter kursen for det forbrugerpolitiske arbejde

Regeringen har lanceret 23 initiativer, der skal skabe bedre rammer for handlen mellem forbrugerne og de erhvervsdrivende. Initiativerne er samlet i regeringens nye forbrugerpolitiske handlingsplan: Ansvarlig forbrugerpolitik. 


I 2003 lancerede regeringen en strategi for forbrugerområdet, som var den største samlede ændring af forbrugerpolitikken i 25 år. I strategien var der mere end 50 konkrete tiltag på forbrugerområdet, som alle er blevet gennemført.

Men finanskrise, nye teknologier, mere grænseoverskridende handel og større fokus på bæredygtigt forbrug har sat både forbrugere og erhvervsdrivende over for nye udfordringer.

For at fastholde den positiv udvikling, kommer regeringen derfor med en ny forbrugerpolitisk handlingsplan. Regeringen vil sætte målrettet ind på nogle af de områder, hvor forbrugerne oplever særlige udfordringer. Det skal være med til at skabe bedre rammer for handlen mellem forbrugere og erhvervsdrivende.

Handlingsplanen indeholder 23 initiativer, der er samlet under syv overskrifter:

  • Fælles løsninger – på fælles europæiske udfordringer.
  • Bedre klageforhold
  • Større ansvarlighed på de finansielle markeder
  • Bedre forhold på bolig og byggemarkedet
  • Bedre rammer for grønt forbrug
  • Mere sikre markeder
  • Mere gennemsigtige forbrugerforhold og dermed større valgfrihed

I den nye forbrugerpolitiske handlingsplan er det blandt andet vigtigt for regeringen at skabe rammerne for en konstruktiv dialog mellem forbrugere og erhvervsdrivende og at inddrage både forbrugere og virksomheder i forbrugerpolitikken.

Du kan læse mere om regeringens 23 nye initiativer i det forbrugerpolitiske eftersyn "Trygge forbrugere, aktive valg".